Skallesmækker anholdt efter vold i Grenaa
59-årig mand anholdt efter voldsomt overfald på Djursland
En 59-årig mand kommer til at fejre nytår med en voldssag hængende over hovedet.
I går, søndag, så han sig ifølge Østjyllands Politi sur på en 52-årig mand i Lillegade i Grenaa. Den 59-årige optrådte meget aggressiv og nikkede offeret en skalle, inden han forlod stedet, oplyser politiet.
Efter et stykke tid fortrød den 59-årige tilsyneladende, at han ikke var gået hårdere til værks. I hvert fald vendte han tilbage til stedet og nikkede offeret yderligere to skaller.
Læs også
Det lykkedes senere politiet at anholde den aggressive 59-årige mand. Han blev senere afhørt og løsladt, men han er fortsat sigtet for vold.
Episoden fandt sted ved 15.30-tiden søndag eftermiddag. Der er ingen oplysninger om, hvor voldsomt det 52-årige offer er kommet til skade.