Frygter for sit liv
Jette Boelsmand Bertelsen er meget bekymret, efter regionen har foreslået at afskaffe akutlægebilen i Grenaa
Jette Boelsmand Bertelsen frygter for sit liv, efter regionen har foreslået at spare akutlægebilen i Grenaa væk.
- Hvis jeg skal tranporteres afsted til Randers, så er det et spørgsmål om, om der er tid nok til det, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Enkelt stik er livsfarligt
Jette Boelsmand Bertelsen er allergisk over for hvepsestik. Et enkelt stik kan koste hende livet. Bliver hun stukket, føles det som om, at hun bliver kvalt indefra, forklarer hun.
- Akutlægebilen betyder, at der kommer en læge med herud, når jeg er blevet stukket af en hveps, som kan give den livsnødvendige medicin med det samme, siger Jette Boelsmand Bertelsen.
Ikke den eneste
Det vækker bekymring hos borgmesteren i Norddjurs Kommune, at akutlægebilen kan være fortid.
- Det er desværre ikke den eneste historie, jeg hører i de her dage. Der er rigtig mange, der har haft glæde af lægebilen og af akutklinikken, så jeg tænker, at det her er en utryghed, der er reel, og som jeg også kan mærke på mig selv, så derfor skal vi have stoppet det her, siger Jan Petersen (A).
Forslaget om at fjerne akutlægebilen er lige nu i høring, og er altså endnu ikke vedtaget, og derfor har Jette Boelsmand Bertelsen mulighed for at sende et høringssvar til regionen.
Se hele indslaget med Jette Boelsmand Bertelsen i videoen øverst i artiklen.