Præsterer økonomisk trods sportslig skuffelse
I sommer måtte fodboldklubben AC Horsens lide den tort at rykke ud af Superligaen.
Den slags koster på bundlinjen i regnskabet, men den østjyske klub har alligevel formået at lande et pænt overskud, skriver Ritzau.
Fredag præsenterede AC Horsens regnskabet for 2023, og det viser et overskud på fire millioner kroner. Det bliver af ledelsen betragtet som "tilfredsstillende" og "forventet" efter et sportsligt magert år.
- På vores bedste hold har vi desværre haft et meget utilfredsstillende år sportsligt. Det har medført en lang række ændringer i og omkring holdet, skriver klubben med henvisning til blandt andet trænerfyring og stor udskiftning i truppen.
- Vi forventer, at den markante foryngelse af holdet vil give markante forbedringer de kommende år.