Brevstemmer vælter ind
Tyder på høj valgdeltagelse
Det kunne godt tyde på en særlig stor interesse for valget. Sådan lyder vurderingen i Horsens Kommune en uge inde i valgkampen.
Siden folketingsvalget blev udskrevet fredag den 26. august, er det nemlig væltet ind med borgere, der ønsker at stemme pr. brev. Over 500 er det blevet til indtil nu,skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi kan tydeligt mærke, at der kun er knap 14 dage til valget. Det er folk i alle aldre, der ønsker at brevstemme, men der er fortrinsvist mange i alderen 60 til 70 år. De skynder sig at få stemt, inden de tager på ferie. Nogle brevstemmer også for at undgå al den ståhej på selve valgdagen. Vi regner med, at mange flere vil brevstemme, siger Hanne Madsen, Folkeregistret.
Hun tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige noget om valgdeltagelsen på selve valgdagen.
- Men på nuværende tidspunkt virker det, som om folk er rigtig meget på dupperne for at få stemt, siger Hanne Madsen.
Borgerne har mulighed for at brevstemme hver dag på Horsens Rådhus i kommunens åbningstid plus de to næste lørdage - den 3. og den 10. september - i tidsrummet fra kl. 9,30 til 12.30.
Det samme gælder Brædstrup Bibliotek, hvor borgerne kan brevstemme i bibliotekets åbningstid.
Mange borgere ringer også til Folkeregistret, fordi de vil høre nærmere om reglerne for at stemme i eget hjem. For disse borgere gælder det, at Horsens Rådhus skal modtage ansøgningen senest mandag den 5. september kl. 12.00.