Ærlig Horsens-træner: Vejle var bedst
Horsens-træner Bo Henriksen var efter nederlaget til Vejle ikke i tvivl om, at værterne var det bedste hold
Vejle hentede mandag aften en hårdt tiltrængt sejr i Superligaen, da det lykkedes oprykkerne at slå et tamt AC Horsens-hold med 3-1.
Vejle var især i første halvleg dominerende. Her skabte hjemmeholdet flere muligheder og scorede for første gang siden premieren mod Hobro tre mål i én kamp.
Horsens-træner Bo Henriksen var heller ikke sen til at erkende, at Vejle var det bedste hold på dagen.
- De var bedre end os, og vi må erkende, at mange af vores bærende kræfter ikke spillede op til niveau. Vi formåede heller ikke at vinde vores dueller, så det var naturligt, at vi fik det svært, siger Bo Henriksen.
Selv om han havde svært ved at sætte ord på, hvorfor det gik så galt, pegede Bo Henriksen alligevel på enkelte ting, som kunne have været bedre.
- Der er nogle ting, som vi kunne have gjort bedre. Det handler særligt om det udtryk, som vi leverede. Spillere skal komme med langt mere power, men det er mit ansvar, siger Bo Henriksen.
Horsens-træneren var særligt utilfreds med, at det lykkedes værterne at score på to hjørnespark, som hans mandskab plejer at være skarpe på at forsvare.
- Jeg er ikke tilfreds med, at vi lukkede to mål ind på hjørnespark, når vi er 400 meter høje. Det er ikke godt nok.
Bo Henriksen mødte opbakning hos anfører Mathias Nielsen, som var meget kortfattet, men klar i mælet om, hvilket Horsens-mandskab der mødte op til kampen.
- Det var et tamt Horsens-hold. Det var en pinlig optræden på mange fronter. Jeg havde gerne set, at vi havde vundet her, siger Mathias Nielsen.
Horsens skal i næste runde forsøge at rejse sig, når holdet hjemme tager imod Sønderjyske.