Vidne afslører hætteklædt bankrøver
44-årig anholdt for at planlægge et bankrøveri i Tranbjerg
7. jan 2011, kl. 11:02
Mere end 30 dage gammel
En 44-årig mand må fredag sætte sig foran dommeren i Aarhus som mistænkt for at planlægge et bankrøveri. Det kan han takke en handlekraftig borger for.
Torsdag aften bemærkede et vidne, at en mand parkerede nær Djurslands Bank i Tranbjerg og trak en hætte over ansigtet. Det fik vidnet til at løbe ind i banken, hvor personalet låste døren og trykkede på alarmen.
En politipatrulje fik efter en kort biljagt stoppet den 44-åriges bil, og manden blev anholdt uden dramatik.
Ifølge Østjyllands Politi smed manden en pistol ud af vinduet, da han forsøgte at køre fra patruljen.