Travl bankrøver anholdt
En 25-årig mand fra Aarhus er blevet anholdt. Han mistænkes for to bankrøverier inden for en time
Østjyllands Politi har anholdt en 25-årig mand, der mistænkes for to bankrøverier i Aarhus torsdag formiddag. Det ene blev dog ved forsøget, fordi en snarrådig bankmedarbejder forhindrede røveren i at komme ind i banken.
Torsdag klokken 10.20 fik politiet en overfaldsalarm fra Arbejdernes Landsbank på Haslevej i Åbyhøj. Meldingen lød på, at der stod en maskeret mand og ruskede i døren.
En af bankens ansatte havde set den maskerede mand nærme sig indgangen til banken og fik låst indgangsslusen.
Da det gik op for røveren, at han ikke kunne komme ind, kørte han fra stedet på en knallert.
Klokken 11 var den gal igen hos Danske Bank på Paludan-Müllers Vej i det nordlige Aarhus.
Her gik overfaldsalarmen, og politiet nåede frem og anholdt røveren, mens han var i gang inde i banken.
Røveren er en 25-årig mand fra Aarhus.
- Det er overvejende sandsynligt, at det er den samme mand, der var på spil i begge tilfælde, siger politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.