Tidligere overvægtige Mathilde om penge til normalvægtige: - Helt ude i hampen
Mathilde Broberg har overvundet kampen mod overvægt. Hun mener politikerforslaget om belønning til normalvægtige børn er helt ude i hampen
Regionspolitiker Jørgen Winther (V) vil give normalvægtige børn i konfirmationsalderen 22.000 kroner skattefrit for at mindske problemet med overvægt i samfundet.
Læs også
23-årige Mathilde Broberg fra Beder var selv overvægtig i den alder. Hun har i dag vundet kampen mod overvægt, men mener slet ikke, at pengebelønningsmodellen, som Jørgen Winther foreslår, vil virke.
- Det synes jeg simpelthen er fuldstændig ude i hampen, siger Mathilde Broberg, der i dag er vægttabsmentor, til TV2 ØSTJYLLAND.
Mathilde Broberg vejede omkring 80 kilo, da hun blev konfirmeret, og i de efterfølgende år tog hun pludseligt meget på, så hun faktisk endte med at veje 125 kilo.
Hun havde dengang et BMI på 38-40, hvilket er langt over ”normalen” på 20-25, som Jørgen Winthers model vil belønne.
- Hvis du spørger en 13-årig, så vil de sikkert sige mega god idé, men hvis du spørger en, som har været det igennem, så er det ikke vejen frem, siger Mathilde Broberg.
Læs også
Ifølge hende er konfirmationsalderen en særlig følsom periode.
- Det er meget kritisk omkring konfirmationsalderen, hvor piger og drenge bliver meget kropsbevidste, siger Mathilde Broberg og fortsætter:
- Det er vejen frem til spiseforstyrrelser, og hvad der ellers hører med.
Vil måske virke kortvarigt
Mathilde Broberg har tabt sig 63 kilo, så hun i dag vejer omkring 60 kilo. Hun mener, at forslaget er meget kortsigtet over for børn i den alder.
- De vil give det et hak op til konfirmationen, hvorefter de vil have 22.000 kroner at snacke på, siger Mathilde Broberg.
Læs også
Hun har været igennem kampen mod overvægt og mener, at der ligger meget mere bag.
- Det ligger meget dybere end bare at tabe sig. Det kan alle, men det handler om en livsstilsomlægning, og det sker ikke ved, at du får 22.000 kroner.