Studerende opgiver blokade
Forlod frivilligt universitet, da politiet ankom til stedet
Cirka 30 studerende fra Aarhus Universitet har opgivet den blokade, de satte i gang tidligere i dag, onsdag.
Studenterbevægelsen Et Andet Universitet havde annonceret, at de torsdag morgen ville blokere rektoratet på universitetet. Men for at overraske begyndte de blokaden allerede onsdag eftermiddag klokken 16.
Blokaden varede dog kort. Senere på eftermiddagen ankom politiet til stedet, hvorefter de studerende forlod bygningen.
- Vi blev kontaktet af universitetet, som fortalte, at en gruppe mennesker ikke ville forlade området. Vi kørte derop og gjorde dem bekendt med, at de skulle gå, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De studerendes talsmand, Søren Mau, fortalte tidligere onsdag, at han og de øvrige personer ville blive siddende, indtil de fik deres krav opfyldt.
Ikke desto mindre valgte de studerende at forlade stedet efter en kort snak med ordensmagten.
Se: Studerende blokerer igen uni
- De fik at vide, at de kunne blive sigtet husfredskrænkelse, hvis de ikke efterkom anvisningerne. Men det nåede vi aldrig til, for personerne efterkom politiets anvisninger og forlod stedet stille og roligt, siger politiets vagtchef.
Studenterbevægelsen Et Andet Universitet er utilfreds med regeringens fremdriftsreform, der lægger op til, at studerende skal komme hurtigere igennem uddannelsessystemet.
I videoen øverst i artiklen kan du se de studerende forlade universitetet, efter at politiet ankom til stedet.