Museer i opråb - Tænk jer nu godt om
To østjyske museumsdirektører i opråb forud for forhandlinger på Christiansborg om en ny museumsreform.
Tænk jer nu rigtig godt om.
Det er budskabet fra to østjyske museumsdirektører til de folkevalgte på Christiansborg.
Længeventede forhandlinger om en museumsreform går nemlig i gang på den anden side af påske, og ifølge de to østjyske museumsdirektører bliver reformen fuldstændig afgørende for museernes fremtid.
Derfor råber Thomas Bloch Ravn, afgående museumsdirektør for Den Gamle By, nu vagt i gevær.
- Vi er et nationalt museum, der bare ikke ligger i København. Men det er et nationalt museum, og derfor skal vi selvfølgelig også have de midler, der skal til for at gøre det relevant for rigtig mange mennesker, siger Thomas Bloch Ravn.
'En skæv fordeling'
Også på Naturhistorisk Museum i Aarhus er direktøren i alarmberedskab.
- Vi har en skæv fordeling i landet. De fleste midler går til hovedstadsområdet, men de fleste museumsgæster kommer fra resten af landet, siger Bo Skaarup, museumsdirektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Om lidt begynder forhandlingerne om den nye museumsreform. Reformen skal rydde op i ’forældet lovgivning’ om fordelingen af støtte til de 97 statsanerkendte museer i Danmark.
Kulturministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der i en rapport blandt andet foreslår, at støtten fremover uddeles ud fra, hvor mange besøgende det enkelte museum har og kvaliteten af museets formidling, faglighed og forskning.
- En af modellerne er sådan en trappemodel, som jeg er lidt nervøs for, fordi der hurtigt kan gå spekulation i det. Èn gæst mere fra 99.999 til 100.000 kan måske betyde det dobbelte i statstilskud, siger Bo Skaarup.
Også direktør-kollegaen i Den Gamle By er skeptisk:
- Jeg synes, man skal bedømme os på flere parametre, siger Thomas Bloch Ravn og nævner nogle eksempler:
- Om vi når ud til børn og unge, fremtidens publikum, om vi har den rette kvalitet, og om vi når vi ud til mennesker af alle slags og ikke bare det sædvanlige kulturpublikum.
Bo Skaarup havde gerne set, at rapporten fra arbejdsgruppen bag udkastet til en ny museumsreform var lidt mere gennemarbejdet især hvad angår formidling.
- Rapporten nævner ikke noget om den formidling, der foregår på sociale medier, og det betyder mere og mere for os, og vi lægger flere og flere kræfter i det, men det beskrives ikke særlig detaljeret, siger han.
Vil have bevilling gjort permanent
I forbindelse med udvidelse af Den Gamle By fik museet tilbage i 2008 en ekstra bevilling på fem millioner kroner årligt, der skal genforhandles hvert fjerde år. Nu håber, Thomas Bloch Ravn, at politikerne gør de bevillinger permanente og dermed fjerne en stor usikkerhed.
- De her midlertidige tilskud, som egentlig var ment som permanente, skal også reelt gøres permanente.
Også Bo Skaarup fra Naturhistorisk Museum i Aarhus har en klar opfordring til politikerne, når de om kort tid sætter sig til forhandlingsbordet for at lande en plan for museerne.
- Gør den mere retfærdig, gør den gennemskuelig og forståelig. Sørg for, at hvis man gør det godt, og gør det endnu bedre, at man også kan se det fra statens side, siger Bo Skaarup.
Politiker tror ikke på en forenkling
Charlotte Broman Mølbæk, medlem af Folketinget og kulturordfører for SF, mener ikke, at kriterierne, som forhandlingerne tager udgangspunkt i, vil give en mere fair fordeling.
- Jeg synes, det er vigtigt at kigge på, hvad det er for nogle samfundsopgaver, museerne løser, og det handler det i høj grad om, hvad det er for nogle opgaver, de løser i forhold til børn og unge. Det er egentlig ikke noget, de tjener penge på, men det er en megavigtig opgave for os alle sammen, siger hun.
Arbejdsgruppen har forsøgt at forenkle det. Er der ikke behov for en forenkling?
- Jeg tror ikke, vi kan gøre det her på den bedste måde, hvis vi forenkler det. Vi er nødt til at kigge på, at vi har et meget bredt udvalg, og vi skal også have forskellige slags museer. Vi skal have museer, der ligger ude på landet, og vi skal have nogle af de store mastodonter inde i de store byer, som leverer på en anden kvalitet, siger Charlotte Broman Mølbæk.
OPDATERING: Denne artikel er fredag aften klokken 20.27 opdateret med en kommentar fra Charlotte Broman Mølbæk.