Moské: Vil have egen stat
Bakker op om kampen for islamisk stat
Selvom der umiddelbart er langt fra Aarhus til Irak og Syrien, så er der ikke langt, når det kommer til holdninger.
Talsmanden for moskéen på Grimhøjvej i Aarhus står i dag frem i TV 2 | ØSTJYLLAND og erklærer sin støtte til kampen for en islamisk stat, som organisationen Islamisk Stat (IS) står for. Organisationen kæmper en kamp for at oprette et islamisk kalifat.
- Muslimerne skal have deres egen stat, og det støtter vi op omkring. Muslimerne skal selv regere deres stat, siger talsmand Fadi Abdallah.
Udtalelsen kommer på trods af voldsomme videoer, som viser både drab og vold begået af medlemmerne af Islamisk Stat. Senest har organisationen offentliggjort en video på YouTube, der angiveligt viser en maskeret kniv-bevæbnet IS-militant halshugge en amerikansk journalist.
Talsmanden for moskéen, Fadi Abdallah, mener dog stadig, at der mangler konkrete beviser for, at for eksempel henrettelsen af journalisten er fundet sted.
På trods af støtten til en selvstændig islamisk stat, tager han afstand fra organisationens handlinger som dækker over både drab og vold.
- Det er sørgeligt, at det skal komme frem på den her måde, fortæller Fadi Abdallah.
Grimhøjmoskéen er flere gange kommet i mediernes søgelys efter udtalelser omkring hellige krigere. En stor del af de unge aarhusianere, som er rejst til Syrien, har alle haft sin gang i moskéen.
Mød moskéens talsmand i tv-indslaget øverst på siden.