Minister: Vi skal lave en langsigtet udviklingsplan for psykiatrien
Fredag mødtes sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) med Linda Heide Ottosen, hvis søn døde efter et svigt i psykiatrien
Psykiatrien har de seneste måneder været i fokus, hvor sager om psykisk syge, der blev udskrevet uden, at der var fundet kvalificerede tilbud til dem.
En af dem var østjyske Jonatan, som TV2 ØSTJYLLAND tidligere har fortalt om, og i dag, fredag, var Jonatans mor på besøg i Folketinget. Her skulle hun blandt andet tale med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Efter mødet fortalte ministeren, at der skal laves en langsigtet plan for psykiatrien.
- Jeg har allerede som sundhedsminister iværksat en række initiativer, både en kulegravning af psykiatrien, hvor der kommer anbefalinger her til januar, og vi på baggrund af det laver en langsigtet udviklingsplan til psykiatrien, siger Ellen Trane Nørby og fortsætter:
- Og så har jeg også afsat mange flere penge til psykiatrien, både børn og ungepsykiatrien med børn- og ungepuljen, men også før det, det at oprette 150 særlige pladser, og så har vi som regering hele tiden et særligt fokus på psykiatrien, fordi vi har behov for at løfte psykiatrien. Der er mange steder, det ikke er godt nok i dag.
Møde med Jonatans mor
Linda Heide Ottosen er mor til Jonatan Heide Becker, som døde efter et svigt i psykiatrien. Historien om Jonatan har skabt politisk debat om psykiatriens vilkår.
Hun mener, at der skal gøres noget, så der ikke er flere, der ender som hendes egen søn. Derfor inviterede hun sig til et møde med sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Et møde, som ministeren takkede ja til.
- For mig handlede det om at høre Lindas oplevelser og det forløb, som Jonatan var igennem, som jeg ikke synes sender et signal om en psykiatri, der fungerer, hvor der har været alt for mange svigt. Som sundhedsminister ønsker jeg en bedre psykiatri, end det vi oplever i dag, og forudsætningen for, at vi kan få en bedre psykiatri, det er også, at vi lytter til dem, der har haft dårlige oplevelser, så vi ved, hvor vi kan forbedre, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby efter mødet med Linda Heide Ottosen.
Rød blok vil have handleplan
Der mangler stabilitet i psykiatrien, mener Enhedslisten. Derfor har de med opbakning fra resten af de røde partier foreslået, at der bliver igangsat en handlingsplan for psykiatrien.
Forslaget skal fremsættet i dag, fredag i Folketingssalen, hvor Enhedslisten har kaldt til debat om psykiatrien.
- Psykiatrien finansieres i for høj grad for projektpuljemidler og andre midlertidige løsninger via satspuljen. Det giver en række problemer i forhold til at sikre kontinuitet, siger psykiatriordfører for Enhedslisten, Stine Brix, til TV2 ØSTJYLLAND.
Heri er Region Midtjyllands formand Anders Kühnau (S) enig. Han kritiserer regeringen for at undlade at afsætte penge til psykiatrien i den seneste finanslov:
- Og det er simpelthen misvisende, når ministeren peger på, at hun har tilført området midler gennem satspuljen. For puljerne er mindre end tidligere og samtidig udløber pengene til de satspuljeprojekter, vi har kørt med succes i år. Området mangler penge.