Lukning truer, hvis ingen melder sig: - Det er nødvendigt, for at vores land kan fungere
Skødstrup Håndbold mangler medlemmer i bestyrelsen, så nu risikerer klubben at lukke.
Ingen vil hjælpe. Men det er nødvendigt, hvis det ikke skal ende med en total lukning.
Sådan er meldingen fra Skødstrup Håndbold.
Klubben har sendt en mail ud til alle forældre med en opfordring om at melde sig til bestyrelsen.
Ved generalforsamlingen i februar trak flere medlemmer af bestyrelsen sig, så nu er kun to tilbage. Men det går ikke.
Ifølge vedtægterne skal bestyrelsen bestå af mindst tre personer, så derfor afholdes en ny generalforsamling torsdag aften. Her skal findes mindst et bestyrelsesmedlem mere, ellers må klubben lukke.
Jesper Snedker Madsen er en af dem, der stopper i bestyrelsen, som han har siddet i de seneste fire-fem år. Han trænger til en pause efter 15 år i forskellige bestyrelser samtidig med et fuldtidsjob.
- Jeg føler ikke, jeg har tiden til det. Jeg vil også gerne kaste kræfter i andre ting også, forklarer han.
Jesper Snedker Madsen har et bud på, hvorfor der mangler opbakning til at blive frivillig i bestyrelsen.
- Flere har børn og fuldtidsarbejde. Det er min tese, at mange, der bor i Skødstrup, arbejder meget. Man skal jo finde kræfterne til det. Det er nemmere at lade være end at forpligte sig til noget, som man ikke helt ved, hvad er, og hvor meget tid man skal bruge.
- Det er en generel udfordring i Danmark med frivilligt arbejde. Men det er nødvendigt, for at vores land kan fungere. Så kommer historien om Tordenskjolds soldater. Det er de samme, der tager opgaverne hver gang.
Møder ikke op
Kan man gøre det mere attraktivt at blive bestyrelsesmedlem?
- Hvis vi vidste hvordan, ville vi gøre det, men jeg ved det ikke. Men der er maksimalt 10 ud af 400 medlemmer, der møder op til generalforsamlingen. Det er svært at spørge folk, hvad der skal til, når de ikke møder op, siger Jesper Snedker Madsen.
Skødstrup Håndbold vil prøver at få 10-12 bestyrelsesmedlemmer, som hver især skal have afgrænsede opgaver.
Hvis Skødstrup Håndbold lukker, overføres foreningens egenkapital til Skødstrup Sportsforening, og spillere må søge til andre nærliggende klubber.