Jørgensen i rødt og hvidt?
Landstræner åben for comeback til Martin Jørgensen
Den 35-årige AGF-profil Martin Jørgensen er klart den bedste på sin position i Superligaen.
Det mener landstræner Morten Olsen, der nu åbner døren på klem for et højst overraskende comeback til den aldrende midtbanespiller.
I økeblikket får flere af de etablerede landsholdsspillere ikke megen spilletid i deres klubber. Derfor kan Morten Olsen ifølge spn.dk være tvunget til at tænke alternativt, når Danmark skal møde Norge i en EM-kvalifikationskamp om to uger.
I øjeblikket er Martin Jørgensen i storform, og derfor kan det komme på tale at indkalde AGF-spilleren til kampen mod Norge.
- Han er en fantastisk intelligent fodboldspiller, der stadig nyder at spille fodbold. Han er absolut en klassespiller og klart den bedste på sin position i Superligaen, siger Morten Olsen til spn.dk.
Når man er den bedste på sin plads i Superligaen, kan man så blive aktuel til landsholdet?
- Det kan man godt, ja, svarer landstræneren.