Her styrtdykker kriminaliteten
Ungdomskriminaliteten halveret i Brabrand
Antallet af sigtelser mod unge for grov vold og småkriminalitet er faldet markant i landets hårdest belastede ghettoer der i blandt Gellerup i Brabrand, det viser ny en undersøgelse.
Boligminister kalder resultaterne opløftende, skriver Berlingske.
Ungdomskriminaliteten er faldet betydeligt i 13 af landets mest udsatte boligområder, der ellers er kendetegnet ved en høj grad af kriminalitet og unge med stærk asocial adfærd. Det viser en undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU). Fælles for boligområderne i undersøgelsen er, at de alle har indført en boligsocial helhedsplan, der f.eks. indeholder lektiecaféer, væresteder, jobtilbud m.m. Alt sammen for at komme ungdomskriminaliteten til livs.
Antallet af sigtelser for småkriminalitet som butikstyveri og hærværk er halveret for de unge beboere under 18 år siden 2006. I samme periode er 21 procent færre unge blevet sigtet for alvorlig kriminalitet som narkotikasalg, mens 34 procent færre er blevet sigtet for personfarlig kriminalitet, viser undersøgelsen.
Boligminister Carsten Hansen (S) finder det »opløftende«, at den ekstra indsats virker.
- Det er utrolig positivt, at ungdomskriminaliteten er faldet markant, da det har stor betydning for trygheden blandt beboerne, siger ministeren, der nu vil udbrede indsatsen til flere boligområder i landet.
Også i belastede områder uden en boligsocial helhedsplan er de unges kriminalitet faldet, men i snit kun med syv procent sammenlignet med 22 procent i de særlige indsatsområder.
- Derfor indikerer undersøgelsen klart, at helhedsplanerne virker, siger konsulent Frederik Mühldorff Sigurd fra CFBU til Berlingske.
Gellerup går forrest
Et af de steder, der har haft succes med helhedsplaner, er Brabrand Boligforening i Aarhus, der målrettet bekæmper ungdomskriminalitet. Her er antallet af sigtelser mod unge beboere faldet med 34 procent for Gellerupparken og 59 procent for Toveshøj.
- Hvis vi har unge, der er truende eller begår overfald, så sender vi de boligsociale medarbejdere ud for at tale med dem i stedet for at ringe efter politiet. Det har en positiv effekt på hele områdets dynamik - og det går oven i købet ret stærkt,« siger boligforeningens direktør, Torben Overgaard, der dog understreger vigtigheden af et tæt samarbejde med sociale myndigheder, kommune og politi.
Endelig er det vigtigt at styrke fællesskabet i de belastede boligområder, anbefaler konsulent i Det Kriminalpræventive Råd, Merete Djurhuus.
- Hvis man drager de unge til ansvar for deres handlinger, prioriterer opsøgende arbejde, øger brugen af fællesarealer og skaber ejerskab, så får man mindre ballade og vandalisme som resultat, siger hun til Berlingske.