Forsøgte at true sig til dessert
Mand truede tirsdag personalet i Rema 1000 på Nørre Alle med en kniv, efter han havde forsøgt at stjæle chokolademousse
8. apr 2015, kl. 11:00
Mere end 30 dage gammel
Personalet i Rema 1000 på Nørre Alle i Aarhus greb tirsdag en 38-årig mand i at putte to portioner chokolademousse i lommen.
Men herefter hiver manden en 10,5 centimeter lang kniv frem og forsøger at true sig ud af butikken.
- Da de tilbageholder ham, trækker han en kniv, for at få personalet til at lade ham forlade butikken. Men han blev overmandet og tilbageholdt af en ansat og et vidne, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.
Herefter blev manden anholdt, sigtet og er efterfølgende blevet løsladt.
- Der er tale om en mand uden fast bopæl, men han kan se frem til et strafferetligt efterspil, siger vagtchefen.