Forbrugere bytter brugte varer
Kvickly i Viby skærper kontrollen
Forbrugeres misbrug af butikkernes fortrydelsesret får nu en række butikker, deriblandt Kvickly i Viby, til at kigge nærmere på de varer, de får retur.
- Nogle kommer ind og forsøger at bytte brugte køkkenapparater og kameraer, så vi er begyndt at skærpe kontrollen af returvarerne, siger Mads Bjerregaard fra Kvickly i Viby til 24timer.
Det er ikke kun teenagere, som misbruger butikkernes fortrydelsesret til at handle modetøj til weekenden for at levere det tilbage i ildelugtende stand om mandagen.
Også voksne misbruger groft butikkernes fortrydelsesret, viser en ny undersøgelse af danskernes bytte-moral - og en rundringning til 10 forhandlere af køkkengrej og forbrugerelektronik. 11 procent synes, at man sagtens kan tillade sig at bytte brugte ting, skriver 24timer.
Forsøger at snyde
I Fona-butikker og i supermarkedernes non-food-afdelinger oplyser personalet, at de ofte opdager, at kunderne forsøger at snyde ved at bytte brugte produkter.
- En kunde ville have penge retur for en brugt barbermaskine, og det måtte jeg desværre acceptere, fordi min varehuschef sagde, jeg skulle, lyder det fra en ekspeditrice i Føtex i Aalborg.
Der er også set eksempler på, at kunderne forsøger at bytte brugte trusser, kødhakkere og digitale kameraer med meget private feriebilleder.
Grænsen nået
Grænsen er for længst nået, lyder det fra Dansk Erhverv, butikkernes brancheorganisation.
- Det er en meget bekymrende udvikling, for de ærlige forbrugere risikerer at købe brugte varer - eller at nogle af butikkerne på grund af misbruget stopper med at tilbyde returret, siger Lone Rasmussen, forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv.
Personalet i 4 af de 10 butikker, 24timer har talt med, siger, at de tager brugte varer retur for at undgå konflikter med kunderne.
- De vil have tilfredse kunder og ønsker at undgå konflikter. For de risikerer også at blive hængt ud i fora på nettet, hvor forbrugerne undlader at skrive, at det kamera, de forsøgte at bytte, var brugt, siger Lone Rasmussen.
Kun ubrugte varer
Andre butikker holder på, at returretten kun gælder ubrugte varer, så de undersøger grundigt produkterne, inden de accepterer at tage dem retur.
- Dermed kan også de ærlige kunder føle sig mistænkeliggjort. Der er virkelig brug for en holdningsændring, siger Lone Rasmussen til 24timer.
På landsplan er det 11 procent af danskerne på 18 år og ældre, som synes, det er helt i orden at bytte en brugt vare, mens det i hovedstaden er 15 procent, viser undersøgelsen, som Interresearch har foretaget for Dansk Erhverv.
Kilde: 24timer