Flere røverier bekymrer politiet
Antallet af butiksrøverier mere end fordoblet
Butiksrøverier er i stigende grad blevet et problem i Aarhus, og det bekymrer i høj grad politidirektør hos Østjyllands Politi, Jørgen Ilum:
- Det er overordentligt bekymrende og overordentligt ubehageligt for de butikker og ekspedienter, det går ud over, siger han til DR Østjylland.
Således blev hele 91 forretninger sidste år udsat for røveri. Det svarer til mere end end fordobling i forhold til året før, hvor tallet lå på 43.
Massiv rocker-indsats
Ifølge politidirektøren kan forklaringen på de flere butiksrøverier være den massive rocker- og bandeindsats.
- Vi har lavet nogle ret store narkobeslaglæggelser. Derfor har vi den teori, at der har manglet penge i dele af det kriminelle miljø, og dem har de så skullet ud og skaffe på anden vis, udtaler politidirektøren.