Dræbt før påkørsel af politibil
Statsadvokaten er stort set færdig med efterforskningen af dødsulykke med en 14-årig dreng
Der er ikke noget der tyder på, at den 14-årige dreng, der natten til den 4. marts mistede livet i en trafikulykke ved Mårslet syd for Aarhus efter en politijagt, blev dræbt efter at være blevet påkørt af en patruljevogn. Sådan lyder udmeldingen fra statsadvokaten, efter de foreløbige undersøgelser af ulykken.
- Obduktionen af den 14-årige dreng har vist, at han havde mange svære skader omkring brystpartiet, og der er ingen sikre tegn på, at den 14-årige i live er blevet påført hverken påkørsels- eller overkørselslæsioner, siger statsadvokat for Nordjylland- og Østjylland Kirsten Dyrman til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da politiet er involveret i ulykken, bliver sagen undersøgt af statsadvokaten, der skal undersøge sagen. Indtil videre ligger det fast, at den 14-årige ikke havde sikkerhedssele på, og formentlig blev kastet ud af den forulykkede bil inden politipatruljen ramte den. Men der er altså intet der tyder på, at det var påkørslen, der var skyld i dødsfaldet
En af de ting, der stadig skal undersøges er, hvor langt de to biler var fra hinanden, og om patruljevognen har presset de to unge, da ulykken skete
Ifølge statsadvokaten vil der gå endnu nogle måneder, før den endelige redegørelse er færdig.