Det næste padeltennis? Helt ny sport vinder frem
Pickleball kan blive den næste store sportsgren.
Mandag åbnede tre helt nye baner ved Pakhus 77 på Aarhus Ø.
Stedet er normalt kendt for sine mange padeltennisbaner, men mandag blev der åbnet for en helt ny sportsgren - pickleball.
Sporten minder på mange måder om padeltennis, men bliver spillet på en anderledes bane med andre bats.
Pickleball er særdeles populær i USA, og nu tror Pakhus 77's direktør, Jeppe Torp Hey, at det kan blive det næste store i Danmark.
- Det er en sport, der har taget fat i USA. Jeg tror ikke, at man har set den så mange andre steder herhjemme. Nu har vi prøvet at give det et forsøg med at lave nogle rigtige baner, siger han og tilføjer:
- Vi håber, at det kan tage fat ligesom padel. I USA er det nok deres svar på padel. Det vokser hurtigt og i alle små byparker i New York er der efterhånden smækket op med pickleball baner.
Meget tilgængeligt
Pickleball er blandt andet karakteriseret ved, at det spilles i et langsommere tempo end padeltennis.
Det gør det også nemmere at komme i gang med for nye spillere.
- Det er endnu mere tilgængeligt end padeltennis. Det kræver ikke særlig meget, før man finder ud af, at man kan spille en lille smule, siger Jeppe Torp Hey.
Han fortæller, at alle aldre kan komme i gang med at dyrke den nye sportsgren.
- I USA er det faktisk mest seniorerne, der spiller det. Men vi håber, at alle har lyst til at kigge ned og prøve at spille det, siger direktøren.