'Den forbandede færge' klar til nye sejlture efter kaj-brag
Issehoved har fået et nyt gok i nødden, men er atter klar til sejlads
Kan en sjælløs samling af metaller være ramt af en forbandelse?
Man kan sagtens få den tanke, at svaret er 'ja', når det gælder samsøfærgen Issehoved.
Mandag eftermiddag var den nemlig gal igen-igen-igen. Færgen stødte ved 17-tiden ind i Honnørkajen Aarhus med et ordentlig brag.
Det betød blandt andet, at omkring 50 festivalgæster, der ventede på dagens sidste afgang mod Samsø, måtte køres til Hou og sejles over med bilfærgen.
Der skulle en lodsbåd til at få Issehoved til kaj, og siden da er der blevet arbejdet intenst på at gøre færgen klar til at sejle igen.
Arbejdet har båret frugt, for tirsdag morgen er båden er klar til dagens første planlagte sejlads klokken 8.30.
Det oplyser Hans Froholdt, der er direktør for Marcore Shipping og ansvarlig for, at Issehoved atter sejler mellem Aarhus og Samsø, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Den fungerer fint. Hvis man får flået kofangeren af bilen, så sætter man den på igen. Vi har at gøre med mekanik og teknik, og hvis mekanik går i stykker, så fikser man det igen, siger han.
Ellers går det godt
Det er langt fra første gang, at der er problemer med Issehoved og sejladsen mellem Aarhus og Samsø, og Hans Froholdt er da også ærgerlig over, at skibet mandag sejlede på kaj og fik et hul i fronten.
- Det er selvfølgelig ikke sjovt, men vi arbejder ud fra den filosofi, at vi ikke tror på forbandelser. Det er selvfølgelig træls og ærgerligt, at det sker, men vores fokus er vores passagerer og sikker sejlads, siger Hans Froholdt til TV2 ØSTJYLLAND.
Han vil ikke overraskende hellere fortælle den gode historie om færgefarten mellem Aarhus og Samsø.
- Vi måtte aflyse en sejlads i aftes, men vi får løst vores opgaver og får passet vores sejlads. Det er gået rigtig godt, siden vi startede med at sejle mellem Aarhus og Samsø igen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi har en fantastisk uge nu her, og der er næsten fuldt hus på alle sejladser. Der er mange mennesker, der gerne vil til Samsø først på ugen, og mange der gerne vil hjem igen mod slutningen af ugen.
Den allerførste tur mellem Aarhus og Samsø den 29. juni varede dog kun cirka 10 minutter. Issehoved nåede kun lige at komme ud af Aarhus Havn, inden den måtte vende om med motorproblemer.
En plaget fortid
Dermed skrev comeback-turen sig ind i en kedelig historik i forhold til færgedrift mellem Aarhus og Samsø.
I 2016 købte private investorer på Samsø færgen Issehoved og oprettede Samsø-Aarhus Expressen.
Issehoved blev søsat i juni 2016, dengang med det kuriøse navn M/F Issehoved, men allerede i juli stod problemerne i kø for Samsø-Aarhus Expressen.
Issehoved løb ind i problemer med gearkassen, og færgen lå stille 18 dage midt i højsæsonen. Kort efter årsskiftet til 2017 måtte initiativtagerne til ruten fra Aarhus til Samsø kaste håndklædet i ringen.
Det er ikke kun Issehoved, der er blevet ramt af problemer på ruten mellem Aarhus og Samsø. Flere andre færger har førhen kæmpet med tekniske problemer og aflysninger på ruten - en enkelt kolliderede sågar med molen.