Åbent hus skal lokke flere børn på isen: - Man slår sig ikke
I dag holder ishockey-klubber landet over åbent hus for at lokke nye spillere til
Landets ishockey-klubber holder i dag Løve Dag 2018.
- Det er et arrangement, der bliver afholdt i alle de skøjtehaller, vi har i hele landet, som gerne skulle rekruttere flere til ishockey. Det er især for at få folk til at forstå, at ishockey også er for de små, siger Camilla Uhre, der er formand i IK Aarhus Ishockeyklub til TV2 ØSTJYLLAND.
Arrangementerne er for børn under ni år, der har lyst til at prøve kræfter med det glatte underlag.
Hun peger især på, at der er konkurrencen fra især fodbold og håndbold, der er den helt store udfordring i forhold til at lokke nye spillere til sporten.
- Og så er der rigtig mange, der tror, at ishockey er en dyr og farlig sport, siger Camilla Uhre.
Læs også
På dagen kom mulige kommende spillere helt ned til to år.
- Det er meget udstyr, som det er hårdt at komme i. Men vi ser rigtig mange, der kommer igen, siger Camilla Uhre.
Man slår sig ikke
En af dem, der allerede spiller i IK Aarhus Ishockeyklub, er Carl Vierø Abildgaard.
- I dag skøjter vi rundt og hygger. Så skal vi spille kamp i eftermiddag, siger Carl Vierø Abildgaard.
Han har synes ikke, at der er noget farligt ved ishockey.
- Det er mega sjovt. Hvis man falder, slår man sig ikke. Hvis man bliver ramt af en puck, slår man sig ikke. Det er ikke en særlig voldelig sport. Det er først, når man bliver 13 år, at man begynder at takle, og der takler de ikke særlig meget, siger Carl Vierø Abildgaard.
Øverst kan du se mere om anstrengelserne for at lokke nye ishockeyspillere til.