Ny hjælp til kulturhovedstad
Nye ansigter i Aarhus 2017
Efter at to af de tre chefer i Kulturhovedstaden 2017 har forladt deres stilling, præsenterer Fonden Aarhus 2017 nu to nye navne, der skal løfte opgaverne, indtil en ny programdirektør bliver ansat.
Den ene er Carsten Holst, der siden 2011 har været leder af Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje. Han har tidligere været producer hos filmselskabet Zentropa.
Den anden er Ole Wolf, der siden 2004 har været planlægningsmedarbejder i Kulturafdelingen i Horsens Kommune.
I fredags opsagde programdirektør Gitte Just sin stilling, og tilbage i februar forlod Benedicte Strøm sin stilling som kommunikationschef.
Se også: Afsked får blandet modtagelse
Nu håber den administrerende direktør i Fonden Aarhus 2017, Rebecca Matthews, at de to nye navne vil være med til at styrke kulturhovedstaden.
- Der er tale om to meget stærke lokale kort, som sikrer, at vi i den kommende periode fortsætter projektets fremdrift og udvikler programmet yderligere. Carsten Holst og Ole Wolf har begge omfattende erfaring fra det østjyske kulturliv og et meget stort netværk. De er de helt rigtige profiler til at styrke Aarhus 2017, fortæller direktøren i en pressemeddelelse.
Carsten Holst får ansvaret for at føre programmets kunstneriske linje videre, mens Ole Wolf skal fokusere på programafdelingens administration.