Sanne hjælper døende kvinde med at skrive det sidste brev

Få historien læst op

En dyb indånding.

Det er, hvad det kræver for Sanne Opstrup Wedel at bevæge sig inden for dørene på den firkantede etplansbygning på Bispevej i Viby.

For bag de røde mursten er det lige netop åndedragene, der tæller. Og ofte stopper de brat.

quote Der er noget meget intenst over et liv, der skal til at slutte.

Sanne Opstrup Wedel

Sanne tager et par dybe indåndinger, inden hun går ind på Hospice Søholm, for at kunne være helt til stede med patienterne.
Sanne tager et par dybe indåndinger, inden hun går ind på Hospice Søholm, for at kunne være helt til stede med patienterne.

På den anden side af muren er der lyst, tyst og rent. De råhvide vægge tager imod det grå lys fra decemberhimlen og skaber følelsen af, at tiden står stille.

Men hvert sekund her er særdeles vigtig.

- Der er noget meget intenst over et liv, der skal til at slutte. Man gør alt, hvad man kan for at gøre i dag god, hvis i morgen ikke er der.

- Jeg siger, at vi yder aktiv livshjælp, fortæller Sanne. 

46-årige Sanne trådte for første gang ind på Hospice Søborg for tre år siden.

Hendes børn havde været igennem den ene og den anden sport, og uagtet om det var håndbold, taekwondo eller atletik, de havde vendt deres nysgerrighed imod, havde de frivilliges arbejde her vækket en dyb taknemmelighed hos Sanne.

- Jeg har rigtig gerne villet give noget tilbage i det frivillige arbejde. Men sporten var ikke min spidskompetence, og så faldt tanken på, at her kunne jeg måske gøre en forskel, siger hun.

Hans Aarup deler kaffe, kage og en lille sjus ud til patienterne.
Hans Aarup deler kaffe, kage og en lille sjus ud til patienterne.

En klirren og en raslen giver genlyd i de rolige gange på Hospice Søholm.

74-årige Hans Aarup triller langsomt kaffevognen med sirligt pyntede kager ind til bygningens beboere.

- En enkelt gang er jeg kommet ind i en stue, hvor jeg oplevede, at der var så megen sorg og ulykkelighed, at der ikke var tid til at snakke om kaffe eller om drømmekage fra Brovst. Så bakker man lige så stille ud igen og går videre, siger han.

Kræftsyge Charlotte Winther Madsen værdsætter besøgene fra de frivillige.
Kræftsyge Charlotte Winther Madsen værdsætter besøgene fra de frivillige.

Men på det lysegule værelse, under dynen med print af smørblomster, ligger 41-årige Charlotte Winther Madsen og tager glædeligt imod besøg fra de frivillige. Hun er uhelbredeligt syg med kræft og har boet på hospice i en måned.

Hun har brug for hjælp til at få skrevet et brev til sin familie.

- Det skal være til min søn og mand. Det er et brev, de kan læse, når jeg ikke er her mere, siger hun og kigger på den frivillige hjælper med milde, brune øjne.

På bordet ved siden af sengen står et billede af den 11-årige søn. Han har de samme milde, brune øjne.

- Det er lige med, hvordan man kommer i gang. Og hvordan man formulerer det, så det er til at forstå, siger Charlotte.

quote Det har vist sig, at jeg godt kan klare al den ulykkelighed.

Hans Aarup

Hans-6

Bekymringen var også svær at formulere for Hans Aarup, da han for fire år siden tog til samtale med ledelsen på Hospice Søholm. Bekymringen for, om han kunne rumme den sorg, der var forbundet med stedet, hvor gennemsnitslængden for opholdene blot er 26 dage. 

Hospice Søholm har…

Men den 74-årige pensionist ønskede også at give sig selv et spark bagi over sin egen forbeholdenhed overfor sygdom og hospitaler og få et indblik i, hvordan det er at blive ældre.

- Det er jo en del af hospicets identitet, at der er så stor udskiftning. Det har vist sig, at jeg godt kan klare al den ulykkelighed. Det er jo ikke min sorg, siger han.

De frivillige tager en snak med patienterne om alt fra vejret til de mere alvorlige emner.
De frivillige tager en snak med patienterne om alt fra vejret til de mere alvorlige emner.

Og netop det, at man kan rumme sorgen, er en vigtig faktor, hvis man skal være frivillig her på stedet, mener Sanne. Man skal kunne lægge det fra sig, når man efter dagens tre arbejdstimer tager hjem igen.

- Jeg tror, at man skal sige, at vi gør nytte i nuet, og det er også det, øvelsen ligger i. At man er til stede her og nu og gør, hvad man kan. For jeg tror, at det bliver for slidsomt, hvis man ikke kan lægge det fra sig, siger hun eftertænksomt.

Lydene af papir og fumlende fingre fylder rummet. Der limes guirlande sammen i stuelokalet, hvor kræftsyge Charlotte, hendes søn og mand nu er samlet om en juleaktivitet, som Sanne har været med til at arrangere.

Vi er lige trådt ind i december måned, og i dæmpet belysning klippes og klistres der for at pynte op til jul. Stemningen er hyggelig, men det ligesom hænger i luften, at det blot er et spørgsmål om dage, før en tredjedel af familien forlader selskabet for altid.

December måned byder på juleklip for de pårørende til kræftsyge Charlotte.
December måned byder på juleklip for de pårørende til kræftsyge Charlotte.

- Selvfølgelig bliver man rørt, når en ung forælder skal dø. Man ser den person sammen med sine børn nu her tre uger før jul. Det kan dog være, at personen ikke er her til jul, fortæller Sanne og spørger den 11-årige søn om, hvad han ellers kunne tænke sig af aktiviteter på stedet.

quote Når man ved, at det er sidste gang, man spiser et stykke kage, er det ikke ligegyldigt hvilken frugt, der er på den kage.

Sanne Opstrup Wedel

Hospice Sanne og Hans

Sanne og Hans er to af de nu 35 frivillige på Hospice Søholm. De frivillige yder noget, som det specialiserede personale ikke altid kan, mener frivilligkoordinator Vibeke Andkjær Harrit.

- Det er de frivilliges fremmeste opgave, at de kommer ind udefra med det, de hver især har med. De sikrer, at der er liv i hverdagen, og at der altid er nogen, man kan snakke med, siger hun og fortsætter:

- Og så har de den fordel, at de ikke har tøj på, som signalerer sygdom og smerter. Her kommer man som menneske til mennesker og gør en forskel.

quote Hvert eneste øjeblik lagt sammen bliver til ens liv.

Sanne Opstrup Wedel

Selvom de giver sin tid og omsorg til menneskene på hospicet i udkanten af Aarhus, mener de to frivillige, at de modtager mindst lige så meget, som de giver. Og selvom tanken om døden er noget, de fleste af os forsøger at skubbe væk, er det dog ikke en tanke, der skræmmer Sanne. I hvert fald ikke længere.

- Jeg tror, at det, det har givet mig, er at bruge tiden godt. Det kan være lige fra at vælge det, man gerne vil have at spise. Når man ved, at det er sidste gang, man spiser et stykke kage, så er det ikke ligegyldigt hvilken frugt, der er på den kage. 

Hans-19

- Og det kan man godt tage med sig, i stedet for at hugge maden i sig med en mobiltelefon i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. Og så blive en lille smule mere opmærksom på, hvad det egentligt er, man laver. For hvert eneste øjeblik lagt sammen bliver til ens liv, og det synes jeg, er noget, jeg har taget med mig herfra.

De tre timer er gået. Med en dyb indånding lægger Sanne sorgen på hylden og vender hjem til sin familie. Dagen på Hospice Søholm er overstået og en taknemmelighed for livet og nuet har fået en større plads.


Tekst: Nanna Malou Rasmussen

Foto og interview: Jakob Kryger 

Redaktør: Anne Steen Troensegaard

Udvikling og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet: Januar 2022



Mød de frivillige i serien her:



Læs også: