- Jeg vil dø. Kære Gud, må jeg ikke nok få lov til at dø?

De bedende ord kommer fra niårige Pernille Frandsen, der sidder krøbet sammen under en altan i et boligbyggeri. 

Hun er blevet seksuelt misbrugt af en mand fra området, og alt, hun ønsker, er at dø. At forsvinde fra det hele.

Det er første gang, at tankerne om døden dukker op i den niårige piges bevidsthed.

- Det bliver en form for trøst, at jeg altid kan dø, siger Pernille.

Hun er flygtet ud af overgrebsmandens lejlighed. Barfodet, uden overtøj og et mål for, hvor hun skal flygte hen. Hun ved bare, at hun må væk. Langt væk fra lejligheden og den voldsomme oplevelse.

I nærmest zombie-lignende tilstand bevæger hun sig gennem Skanderborgs gader, indtil hun finder hulrummet, hvor hendes tanker får lov til at fylde hullet omkring hende.

Et hul, der kommer til at vokse sig større, mørkere og dybere, og på et tidspunkt får svært ved at rumme den tunge byrde af skam, Pernille kommer til at opleve gennem livet. 

For overgrebet i lejligheden er langt fra det sidste.

I lejligheden i Skanderborg leger Pernille og manden. Legen har de leget mange gange før. Han kilder hende, hun griner og gemmer sig. Han fanger hende og kilder hende igen.

Nu er det meningen, at Pernille skal løbe, gemme sig og atter blive kildet, men denne gang er noget anderledes.

Han holder hende fast, og hun kan ikke komme væk. Den muntre stemning bliver med ét alvorlig, og snart er Pernilles hidtil bekymringsløse barndom for altid forandret.

- Det ender i et overgreb, som slår mig helt i stykker. Jeg forsvinder, og det føles som om, jeg er der uden at være der.

På et splitsekund er Pernilles liv ændret. Hun er blevet udsat for et overgreb og er som niårig offer for seksuelt misbrug. Faktisk er det ikke det første overgreb, men det er første gang, hun bliver klar over, at noget er helt forkert.

- Da han er færdig med mig, stikker han en 10-kroneseddel i lommen på mig og siger: Det her er vores hemmelighed, siger Pernille.

Ifølge Pernille begynder overgrebene, da hun er seks år gammel og fortsætter, til hun er 12. De eksakte år er dog slørede, fordi hun i årevis har forsøgt at overbevise sig selv om, at det ikke var noget særligt.

Hun fortæller aldrig nogen, hvad der skete i lejligheden, da hun var ni, eller hvad der senere sker i skoven, på campingpladsen, rundt omkring i Skanderborg eller i overgrebsmandens lejlighed.

Hun fortrænger for at overleve.

Lige indtil hun en dag, knap 30 år senere, står som forstenet, mens tisset løber ned ad hendes ben og gennemvæder hendes bukser.

Selvom Pernille i sin barndom aldrig fortæller nogen om overgrebene, så rumsterer de i hendes indre.

- De ligger på en hylde inden i, mens man lever videre. Sådan er det bare, siger hun.

Ingen omkring Pernille opdager, hvad hun udsættes for. De opdager kun hendes usædvanlige opførsel.

Hun kommer for sent til aftaler, laver med vilje fejl i skoleopgaver, stjæler fra sin far og skifter skole adskillige gange. Alt sammen et tavst råb om hjælp, som ingen nogensinde tolker som andet end ung uregerlighed.

Pernille klager konstant  over ondt i maven. Hendes forældre reagerer og sender hende til lægen, der mener, at Pernille lider af ”opmærksomhedssyge”. En sagsbehandler vurderer, at det vil være godt for Pernille at komme lidt væk hjemmefra. Hun bliver derfor sendt på en døgninstitution i Vejle og senere i en ungdomsbolig med en tilsynsværge.

Som 14-årig gentager historien sig, fortæller hun. Pernille møder igen en mand, der forgriber sig på hende. Heller ikke dét fortæller hun til nogen.

Alt hvad hun ville, var at blive set. Det blev hun aldrig. I stedet blev hun afvist og sendt videre med en tung historie i rygsækken.

- Jeg sagde det ikke med ord, for jeg havde ikke noget sprog for det, men jeg sagde det gennem min opførsel. Jeg er ked af, at der ikke var nogen voksne, der fik øje på, hvor skidt jeg havde det.

Igennem det meste af Pernilles liv har hun gemt og fortiet sin dystre historie. I den fjerneste afkrog af hendes indre har minderne ligget på en hylde uden at blive rørt. Historierne har levet i hende, men aldrig uden for den i dag 51-årige kvindes krop.

Sådan var det, indtil hun en dag måtte sande, at fortiden havde indhentet hende. At den smerte, de medførte i hendes indre, ikke længere var mulig at leve videre med.

Det er det tidspunkt, Pernille tisser i bukserne. Noget har vækket de tunge traumer fra barndommen, og hun er ude af stand til at flygte.

Hun arbejder på en døgninstitution for socialt belastede børn og unge, da en ung mand vælter beruset ind ad døren. Han er vred, og Pernille forstår ikke, hvad manden, der taler halvt arabisk og halvt dansk, siger.

Hun er alene og kan ikke få fat på nogen, der kan hjælpe hende.

- Jeg bliver fuldstændig paralyseret af angst. Jeg bliver så bange, at jeg tisser i bukserne, og jeg husker ikke rigtigt, hvad der ellers sker, siger Pernille.

Efterfølgende befinder Pernille sig i en choktilstand, hun har svært ved at komme ud af. Hun kan ikke ryste angsten af sig, og oplevelsen kaster hende tilbage i hulrummet under altanen, hvor traumer, skam og selvmordstanker lurer.

- Det startede i hullet som niårig, hvor det blev en form for redningsplanke og har fulgt mig i flere former siden. Når noget har været svært, har jeg tænkt: Jeg kan altid dø, fortæller Pernille.

Efter episoden på døgninstitutionen erkender hun, at hun ikke kan undslippe hullet alene, og i 2009 kommer hun i kontakt med psykiatrien.

Men psykiatrien kan ikke tilbyde hende den rette behandling, og hendes traumer bliver kun værre.

- Jeg tænkte helt ærligt, at hvis ikke jeg søger hjælp, så dør jeg af det her. Alle mine smertehylder inde i mig var brast sammen, og jeg var nødt til at række ud efter hjælp, siger hun.

I 2019 skriver hun sig derfor op til behandling ved Centre for Seksuelt Misbrugte. Det eneste landsdækkende tilbud for mennesker som Pernille.

Men her møder en ny mur. En ventetid på op til to år – på et tidspunkt, hvor modet og håbet for en lysere fremtid er ved at slippe op.

I hullet under altanen sad den niårige pige, indtil hun igen turde kravle ud og møde verden. Men selvom hun forlod hullet, forlod hun ikke de tanker, der rumsterede i hendes indre.

Med sig gennem livet har Pernille båret på en tung byrde af skam, ensomhed og tanker om døden. Hun har flere gange drømt om at finde hullet under altanen. Tage den lille pige i hånden, hjælpe hende ud og forsikre hende om, at det ikke var hendes skyld.

- Jeg ville så gerne smide alle selvmordstanker tilbage i hullet og så bare gå. Men jeg har aldrig fundet altanen, siger Pernille.

Selvom det ikke er lykkedes Pernille, har hun fået hjælp til at bære og smide noget af vægten af den tunge byrde fra hendes barndom.

Efter to års ventetid er hun i dag i behandling for sine senfølger efter de seksuelle overgreb. Senfølger der består af både psykiske traumer, angst, selvmordstanker og en lang række fysiske smerter og spændinger.

Behandlingen ved Centre for Seksuelt Misbrugte har gjort uendeligt meget godt for Pernille.

- Det har betydet, at jeg begynder at håbe, at jeg får mit liv tilbage, og at jeg måske kan lære at tro på, at jeg også er noget værd ude i verden, siger hun.

Men hun kæmpede også imod to års ventetid, der nær havde taget pusten fra hende.

- Ingen mennesker kan holde til at gå i et vakuum af tvivl og sårbarhed så længe, siger hun.

Hun har derfor et klart ønske til fremtiden for andre i samme situation.

- Jeg håber, det bliver nemmere at få hjælp. Jeg håber virkelig, at det bliver anderledes, end det er nu, siger Pernille.

Er du i krise eller har tanker om selvmord, kan du anonymt kontakte Livslinjens telefonrådgivning på tlf. 70 201 201 eller Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer, på tlf. 39 25 25 25.

Tekst: Anne Marie Stoustrup

Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Redaktør: Michael Lauritsen

Layout: Anne Marie Stoustrup

Udgivet: Januar 2023