Folk stirrede i bussen – men så tog han en beslutning der ændrede hans liv

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Christian Frederiksen var størst, vejede han 200 kilo. Alt ændrede sig, da han så et opslag på Facebook.

Da 19-årige Christian Frederiksen trådte ind i bybussen på vej hjem fra studiet, mærkede han, hvordan nogle af de andre passageres øjne hvilede på ham.

Øjnene fulgte ham, indtil han satte sig på en plads i midten af bussen.

Her fik han et af de sidste ledige sæder og satte sig inderst, så der stadig var plads til en på sædet ved siden af ham.

I mellemtiden blev bussen fyldt op. Men sædet ved siden af Christian Frederiksen forblev, som det eneste, frit.

Han så ud ad busruden på sit eget spejlbillede, mens en tanke fyldte alt:

- De andre vil nok ikke sidde ved siden af ham den store.

Et nyt kapitel – troede han

På kalenderen stod der februar 2020, og Christian Frederiksen var netop begyndt på læreruddannelsen i Skive.

Han var også lige flyttet hjemmefra fra sin mor på Djursland. Derfor var det første gang, han boede for sig selv i egen lejlighed.

Selvom han var på udebane og ikke kendte nogen i byen, glædede han sig til at lære nogle nye mennesker at kende. Han håbede også på at fortsætte som håndboldtræner, som han havde gjort derhjemme.

Christian Frederiksen (iført rød T-shirt) til håndbold. Foto: Privatfoto
Christian Frederiksen (iført rød T-shirt) til håndbold. Foto: Privatfoto

Det skete ikke. For i mellemtiden kom coronavirussen til Danmark, landet lukkede ned, og fysisk fremmøde blev til skærmundervisning derhjemme.

Det blev begyndelsen på en negativ spiral i Christian Frederiksens liv, som viste sig at være langt sværere at vende, end hvad han først troede.

En pizza. Så en mere.

Da Christian Frederiksen blev teenager, skød han i vejret. Det stoppede først, da han målte 190 centimeter.

Det var dog ikke kun i højden, Christian voksede. Han fik også brede skuldre, store overarme og lidt for meget fedt omkring maven.

Men håndbolden holdt ham i gang. Han havde spillet håndbold, siden han var syv år. Han elskede også fællesskabet i sporten og blev siden også træner.

Christian Frederiksen

Nedlukningen ændrede alt. Christian Frederiksen befandt sig i en fremmed by uden et fysisk fællesskab at være en del af.

- Så begyndte det hele at falde fra hinanden, fortæller han.

Efter den daglige undervisning plejede han at gå en tur. Men nu blev han i stedet inden for sin lejligheds vægge og spillede computer. Når han blev sulten, bestilte han maden til døren.

En pizza fra det lokale pizzeria, som lå en kilometer væk, blev afløst af den næste. Først en til frokost. Så en til aftensmad. Sådan fortsatte det.

Jeg var blevet rigtig stor og utilfreds med, hvordan vægten havde ændret mig som person.
Christian Frederiksen

De mange pizzaer begyndte at sætte sig. I takt med at kiloene blev flere, blev overskuddet mindre. Mindre end et halvt år senere viste vægten næsten 200 kilo.

Det manglende overskud afspejlede sig også i hans lejlighed, hvor rodet og rengøringen hobede sig op, som månederne gik.

- Jeg kendte ikke nogen, og jeg havde ikke nogen kammerater tæt på. Så det blev meget det samme med at sidde oppe i lejligheden og lave ingenting, fortæller Christian Frederiksen.

Men en dag i maj så han et opslag på Facebook. I opslaget blev der efterlyst deltagere til en videoserie på YouTube. Det skulle vise sig at ændre hans liv ad flere omgange.

Kampen mod kiloene

- Jeg havde ikke noget konkret tal på hvor meget, jeg skulle smide. Men der skulle bare ske et eller andet, fortæller Christian Frederiksen.

Det var med den motivation, han meldte sig som deltager til videoserien ’Fraggers i Form’. Serien går ud på, at fem unge mænd skal i bedre fysisk og mental form for at blive bedre til at spille computer.

- Jeg var blevet rigtig stor og utilfreds med, hvordan vægten havde ændret mig som person, fortæller Christian Frederiksen.

De fem deltagere tog blandt andet på overlevelsestur på Tunø.
De fem deltagere tog blandt andet på overlevelsestur på Tunø.

Med en træner i ryggen blev Christian Frederiksens fysik forbedret sammen med de fire andre deltageres. Selv smed han omkring ti kilo i løbet af de tre måneder, optagelserne til videoserien stod på. Det var en forandring, han mærkede.

- Jeg begyndte at blive mere glad for ham, jeg så i spejlet, fortæller Christian Frederiksen.

Men det blev hurtigt hverdag igen, efter tv-optagelserne sluttede. Og med hverdagen kom de gamle vaner snigende tilbage.

De gamle vaners magt

Motion fire gange om ugen blev til to dage om ugen. Og slet ingen fastfood blev ændret til fastfood én gang om måneden for Christian Frederiksen.

Derudover droppede han ud af læreruddannelsen i Skive og flyttede i samme periode til Silkeborg, hvor han fik en lærerplads som indkøbselev hos en privat virksomhed.

Samtidig boede han igen tættere på sine venner, og det betød flere fester og aftener med fodbold i fjernsynet.

- Og der sidder man ikke ligefrem altid og spiser en salat, fortæller Christian Frederiksen.

Som en del af træningen var de fem deltagere blandt andet 24 timer i militæret.
Som en del af træningen var de fem deltagere blandt andet 24 timer i militæret.

Men han ønskede ikke at smide det hele væk bare fordi, der ikke længere var en træner til at puste ham i nakken og bede ham om at komme i gang.

Det stod klart for ham, da han blev spurgt, om han ville medvirke i anden sæson af videoserien ’Fraggers i Form’ sammen med de andre fire deltagere, som også var med i første sæson. Han så det som en ny chance for at ændre sit liv.

Han tog derfor en beslutning, som ændrede hans tilgang til at holde vægttabet ved lige. Også på den anden side af de nye video-optagelser.

En ændring for livet

Christian Frederiksen ønskede ikke kun, at tallet på vægten blev lavere.

Han vidste, at der skulle en livsstilsændring til for at fastholde vægttabet.

Det var han allerede begyndt at tænke på under optagelserne til de første afsnit af videoserien. Men i modsætning til før, besluttede han nu at holde fast.

Man skal huske på, at når der sker en forandring, er det en kæmpe sejr.
Christian Frederiksen

Derfor begyndte han for alvor at holde øje med sit kalorieindtag. Samtidig holdt han sig fra alt det, han vidste, han ikke kunne lade være med at spise. Chips blev erstattet af grøntsager, og køleskabet blev fyldt op med råvarer.

Små vaner blev gradvist vendt, og motionen blev valgt til i hverdagen.

Det er nu tre tøjstørrelser siden, han besluttede sig for at ændre sin livsstil. Når han i dag ser sig selv i spejlet, er han stolt. Vægten er han også stolt af. Indtil videre har han tabt mere end 30 kilo.

Skærmbillede 2022-01-06 kl. 15.34.28

- Jeg er stadig en stor person, men jeg er mindre, end hvad jeg har været. Det accepterer jeg. Og så er jeg ligeglad med, hvad andre tænker. Men det tager tid at komme frem til det, fortæller han og henviser til episoden i bybussen på vej hjem fra lærerstudiet.

- Det gør et eller andet oppe i hovedet, hvis ikke man passer på, siger han.

Håbet for Christian Frederiksen er, at han med sin historie kan være den inspiration, han selv manglede, da han vejede mest med sine knap 200 kilo.

- Hvis man gør det for sig selv, og det ikke er et vægttab, men en livsstilsforandring, der er målet, så kan man gøre en kæmpe forskel, siger Christian Frederiksen og fortsætter:

- Man skal huske på, at når der sker en forandring, er det en kæmpe sejr. Uanset om alle ser den, eller det kun er dig, der ser den. Så er det fandme godt gået.


Tekst: Tina Camilla Moesgaard

Fotos: Privat og TV2 ØSTJYLLAND

Redaktør: Karsten Smed

Udvikling og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet: Januar 2022



Mød Christian i 'Fraggers i form' på Youtube:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


top-billede-3b

Læs også

Hannes tunge slår knuder - efter 35 år tog hun en beslutning der ændrede alt
robin-thumbnail

Læs også

Danske Robin voksede op som ikke-religiøs - i dag er han muslim