En ni dage lang storbrand har antændt en debat, der truer sammenholdet i en lille by på Djursland. Og nu viser det sig, at byen deler skæbne med andre byer rundt om i Europa.

Hvad har Pindstrup på Djursland tilfælles med tre andre landsbyer i henholdsvis Wales, Luxembourg og Frankrig? Ikke meget ved første øjekast.

Men ser man det hele lidt fra oven, er der alligevel noget, der springer i øjnene; temmelig store fabriksanlæg i umiddelbar nærhed af byerne.

Det vender vi tilbage til, for historien begynder i Pindstrup, hvor tonen blev grov, og de knubbede ord fik frit løb i en facebookgruppe for byens godt 750 borgere efter storbranden på spånpladefabrikken Kronospan i oktober og november sidste år.

Gruppen er i dag slettet og erstattet af en ny. Men folk i byen husker det endnu.

- Der var en tråd, der havde kørt længe, hvor jeg lagde nogle billeder ind fra branden. Lige pludselig var de bare væk. De var slettet. Så spurgte jeg stille og roligt, hvorfor de blev fjernet, for det havde jo noget med Pindstrups historie at gøre. Så kan det da nok være, der blev ballade i byen. Der kunne man godt se, at det var dem og os, fortæller Max Nielsen.

Han er tilflytter og har boet i Pindstrup med sin familie i fire år. Han holder meget af byen og fremhæver det gode fællesskab, men har også bemærket, at fabrikken kan få sindene i kog.

- Tilflytterne kan godt få den der; så kan I bare flytte, fra dem, der har boet her i alle årene, hvis de stiller kritiske spørgsmål. For fabrikken har jo altid været der, siger han.

Men branden satte skub i noget, og facebookgruppen, der primært bestod af lokalt opbyggelige opslag fra idrætsforeningen Viking Pindstrup, efterlysninger af bortløbne katte og gemytlige påmindelser om fællesspisning og bankospil, tegnede nu konturerne af en dybereliggende bekymring.

Alle kan ellers blive enige om, at Pindstrup er en skøn by hvad angår fællesskab og landsbystemning. Flere fremhæver særligt sommerfesten og hjælpsomheden.

- Det er sgu et skønt sted. Hvis man mangler noget eller skal låne en trailer, så er der altid hjælp at hente. Der er virkelig den der gamle landsbyånd, som Max Nielsen siger.

Men alt efter hvem man møder, får man enten den røde eller den grønne tale om Pindstrup. Og debatten om fabrikken er en sten i skoen på det gode sammenhold i en sådan grad, at flere ikke ønsker deres navn frem. For der var en virkelig, virkelig giftig stemning efter branden, som en beboer formulerer det.

- Jeg ikke specielt interesseret i, at min familie skal trækkes igennem det. Så jeg vil meget stærkt foretrække, at mine citater er anonyme, siger han.

Og så er der dem, der bare gerne vil fokusere på alt det positive ved Pindstrup.

- Vi har det her gode liv i byen, og vi ved, hvem der siger de gode ting, og hvem der siger de dårlige, lyder beskeden.

Selv blandt dem, der står frem med navn, vil flere helst ikke fotograferes til artiklen her. 

Den trykkede stemning står i skærende kontrast til den fredsommelige landsbystemning, der møder besøgende i Pindstrup en varm sensommerdag i august.

Fra Aarhus er det Djurslandmotorvejen og rute 15, der fører trafikanter og turister mod Mols og Ebeltoft.

Men drejer man væk fra hovedvejen og følger de mindre veje, der snor sig gennem skyggefulde skove og over marker, hvor kornet står højt, kommer man til landsbyen i udkanten af Fjeld Skov midt på Djursland. Her løber hovedgaden, Storegade, gennem byen flankeret af landhuse og fint vedligeholdte murermestervillaer iblandet lidt mere vejrbidt byggeri.

Fra Storegade forgrener byens villakvarter sig op ad bakken på højre side ad veje med navne så klassisk danske som sovs og kartofler; Kirkevej, Skolevej, Bakkevej og Bøgevej. Og så tilbage ned mod Storegade ad Solbakken. Downtown Pindstrup føres hovedgadens trafikanter forbi Pindstrup Pizza, Perlen Bodega og Dagli’ Brugsen, før landskabet og Fjeld Skov så småt tager over igen, og bagsiden af byskiltet til sidst gør det klart, at turen gennem Pindstrup er ved at være slut.

Omgivet af marker, skov, søer og moser ligger byen skønt og fredeligt uden at gøre videre væsen af sig.

- Den ligger jo helt perfekt. Fuldstændig centralt på Djursland midt mellem Grenaa, Ebeltoft, Randers og Aarhus. Og midt i naturen. Der går rådyr gennem haverne. Det kan næsten ikke blive bedre, siger Max Nielsen.

Det idylliske skønmaleri var imidlertid svært at få øje på, da Pindstrup pludselig lyste op som et fyrtårn i natten den 26. oktober sidste år. 53.000 kubikmeter træspåner selvantændte på Kronospan og skabte en af de største brande i Danmark i nyere tid.

I ni lange dage kæmpede langt over 100 brandfolk og et stort antal slukningskøretøjer i døgndrift for at forhindre ilden i at sprede sig og slukke det brændende bjerg af træspåner.

Landsdækkende medier kom til Pindstrup, og DR bragte løbende beredskabsmeddelelser fra myndighederne om situationen. I over en uge satte branden sit tydelige præg på byen. Røgen hang i luften og sad i tøj og hår. Lunge- og hjertesyge borgere måtte evakueres af hensyn til deres helbred. Aske fra branden lå i et fint lag på biler og legepladser, og brandslukningen sugede så meget vand gennem ledningsnettet, at okkeren løsnede sig og farvede drikkevandet brunt.

Ledelsen på Kronospan var nok klar over, at branden trak store veksler på pindstrupborgernes forhold til fabrikken og krisehåndterede efter bedste evne med vin og chokolade. Alle kunne hente en flaske Spier Grand Reserve, Spangsberg-flødeboller og en pose Twist i Brugsen. På Kronospans regning.

Men vin og søde sager var ikke nok til at lægge låg på den ulmende utilfredshed.

- Det var da dejligt og sødt af dem, men jeg skal ikke have betaling. Jeg vil hellere se, at tingene er i orden, siger Louis Jensen, der bor på Storegade og har fabrikken i sin baghave.

Familien flyttede til Pindstrup for fire år siden, velvidende at det var med en stor fabrik som nærmeste nabo.

- Vi kunne både se den, høre den og lugte den. Eller dufte den som jeg siger, for jeg kan faktisk godt lide duften. Det er jo træ, de arbejder med. Vi gik selvfølgelig ind og læste om fabrikken, så vi vidste godt, hvad vi gik ind til. Men som med alt andet så ved man, hvad man går ind til, indtil tingene ændrer sig. Og tingene har bare ændret sig meget i den tid, vi har boet her. Vi synes, der er mere støj derovre fra, og der er flere divergerende lyde, siger Louis Jensen.

Han understreger flere gange, at han ikke er imod Kronospan og nævner branden som et eksempel, hvor der blevet taget hånd om tingene.

- Vi var på ferie i Spanien og tænkte; hold da kæft, hvad med huset. Vi var supernervøse. Da vi kom hjem, var der stadig brand, og vi havde arrangeret et sommerhus, vi kunne flytte ud i, hvis det hele bare var sodet til og fyldt med røg. Men vi kunne ikke lugte noget som helst, og der var nærmest ingenting at se. I min optik håndterede man det rigtig flot. Der var jo ikke grænser for, hvad de gjorde for at få det slukket. Man prøvede jo alt, den ros skal de have, siger han.

Men i takt med at brandfolkene fik bugt med flammerne på Kronospan, blussede debatten op på Facebook. Flere luftede deres bekymringer for at bo klos op ad en åbenlys brandfarlig fabrik – af nogle døbt Krudttønden. Og da det kom frem, at der gennem årene er udstedt talrige påbud til Kronospan fra brandmyndighedernes side, var det yderligere benzin på bålet.

Snart stod det klart, at frygten for flammerne blot er én af flere gener for borgerne i Pindstrup.

Tilflyttere undrer sig over høje brag i nattetimerne og er bekymrede for tung trafik til og fra fabrikken. Og så er der støvet.

- Da vi var ude at se ejendommen, lagde vi jo ikke mærke til, at der var støv, for du kan jo ikke se det i luften. Men du kan se, når det ligger på alting og alle steder, siger Louis Jensen.

Han kommer jævnligt ud til en ellers nyvasket bil dækket af et fint lag støv. Kronospan har analyseret støvet og ifølge Louis Jensen fundet pollen, men også en betydelig mængde træstøv fra fabrikken.

- Nu går jeg ikke med sølvpapirshat og er nervøs for alting, men jeg kan da godt tænke over, om det betyder noget for mine børns luftveje, og betyder det noget for os selv? Vi har lige haft en lang periode, hvor vi har gået og hostet, og jeg tænker da, om det kan have noget med støvet at gøre? Jeg ved det ikke. Vi var ved lægen, og det var ikke noget, vi kunne få penicillin for, vi havde ikke nogen infektioner. Men hvorfor er det så, at vi hoster?

Og andre går i samme tanker.

- Jeg synes, her er så rart, men støjen og luftforureningen fra fabrikken, det bekymrer mig altså. Havde jeg vidst det, så havde vi simpelthen ikke købt hus her, siger en beboer, der ikke ønsker at få sit navn frem.

Og så er der bekymringen for den skjulte forurening. Den der hverken støver eller støjer, og som ingen ser, fordi den ganske langsomt siver ned gennem jorden

Kronospan gør ellers, hvad selskabet kan for at fremhæve den bæredygtige og miljøbevidste profil. På fabrikkens hjemmeside fremgår det, at der er tale om ”produktion af spånplader på miljøets betingelser”.

Pladerne laves af træflis, der limes sammen, og fabrikken i Pindstrup forbruger efter eget udsagn 380.000 ton træ om året – altså mere end 1000 ton i døgnet. 

Det smarte er, at pladerne kan laves af affaldstræ, og Kronospan er efter eget udsagn eksperter i genanvendelse. Også før det blev moderne.

”På den måde genanvender vi træaffaldet på en miljøansvarlig måde og undgår samtidig statsafgiften for afbrænding af affaldstræ. Det giver sund fornuft. Både for miljøet og på bundlinjen,” skriver selskabet på sin hjemmeside.

Men i januar 2022 kunne TV2 ØSTJYLLAND afsløre, at boringer på fabrikkens område viste for store mængder af de potentielt skadelige stoffer bly, arsen, nikkel og cadmium samt de såkaldte PFAS-stoffer, der aktuelt rager meget opmærksomhed til sig grundet mistanken om deres kræftfremkaldende potentiale. Miljøstyrelsen varslede Kronospan, at omfanget og årsagen til miljøforureningen skulle undersøges nærmere.

Og som TV2 ØSTJYLLAND nu kan fortælle, har Kronospan i årevis udledt spildevand, hvor forekomsten af tungmetaller har overskredet de tilladte niveauer. Samtidig viser stikprøver fra et vandløb i nærheden af fabrikken, at der er forekomster af zink og olie. I 2014 konstaterede en biolog fra NIRAS, at vandløbet ved fabrikken havde det hårdt og konkluderede at; ”den primære årsag til den ringe miljøtilstand i Pindstrup Bæk, vurderes at være forårsaget af spildevandsudledningen fra bassinanlægget på Novopan”.

Alligevel fortsatte forureningen til 2019, før udledingen til Pindstrup Bæk helt stoppede.

- Det, synes jeg, er enormt skræmmende, at man kan få lov til, og der kan gå fem år, siger Louis Jensen.

Han hæfter sig også ved, at fabrikken har fået flere påbud fra brandmyndighederne angående oplagring af træ ved et tilsyn efter branden. Og sagerne om brande, spildevand og fejlagtig oplagring af træ slider på tilliden.

- Hvis du går ind og læser, kan du jo se, at Kronospan er godkendt. Der er ikke nogen overtrædelser, det hele er, som det skal være. De laver jo selv kontroller derovre af miljø. Jeg er bare ked af at sige; jeg tror ikke på dem. Jeg tror simpelthen ikke på, at de kan være reelle, siger han og bakkes op af en anden bekymret borger, der ønsker at være anonym.

- Jeg har personligt talt for, at byen skulle samles om at gå til myndighederne for at få undersøgt, om det er i orden, og om kan man stille skærpede krav, for jeg synes ikke, det er i orden for eksempel med støjen, siger han.

Men så er der den grønne tale. Googler man Pindstrup, er det ikke byen, men virksomheden Pindstrup Mosebrug, der dukker op. Og det er ingen tilfældighed. Byens hele eksistens er tæt vævet sammen med mosebruget. Et stykke dansk industrihistorie og et iværksætter-eventyr, før det ord fandtes.

Det er historien om den unge Johannes Faurschou la Cour, der som 25-årig grundlagde Pindstrup Mosebrug i 1905 for arven efter sin mor, der døde i barselssengen ved hans fødsel.

Han viste sig at være en driftig herre, og byen voksede i takt med mosebruget, hvor masser af medarbejdere op gennem det 20. århundrede gravede tørv og skabte et livsgrundlag for dem selv og deres familier.

I 1950 udvidede den idérige la Cour med spånpladefabrikken Novopan Træindustri, der ligeledes blev en succes.

I 1957 stiftede familien Margrethe og Johs. F. la Cours Fond, der har almennyttige formål i lokalsamfundet som et af sine hovedformål og gennem tiden har punget ud til stadion, en børnehave, en bypark og hele to kirker – en protestantisk og en katolsk - så de polske arbejdere, der kom til byen i 20’erne, kunne bekende deres synder og få aflad.

Pindstrup har altså meget at takke familien la Cour for. Beboerne i byen har nydt godt af en formue bygget af spånplader og gravet i tørv, og man er taknemlig for den familie og den fabrik, der i generationer har været garanten for, at far og mor kunne betale terminen og sætte mad på bordet.

En, der ved alt om, hvad la Cour-slægten og dens foretagsomhed har betydet for Pindstrup, er distriktsrådsformand Erik Mønster. En venlig og engageret mand, der kerer sig om den by, hvor han er født i 1956 og har boet hele sit liv.

Han har aldrig arbejdet på fabrikken, men det har flere i hans familie og blandt vennerne. Nogle gør såmænd endnu. Som barn var han med sin mor i mosen og samle tørv, og Erik Mønster forstod tidligt at sætte pris på byens velgører.

- La Cour var jo en flinke mand, der gav alt til byen. Der var badefaciliteter nede på fabrikken. Det havde vi jo ikke hjemme, men de havde masser af varmt vand, og så tog man derned, fortæller han.

Erik Mønster er også bekendt med, at debatten stak af efter branden. Men spørger man ham, er det Facebook mere end fabrikken, der er problemet.

- Facebook er noget, Fanden har skabt i min verden. Det duer ikke, siger han og skærer de kritiske røster i byen ned til, hvad der kan tælles på en hånd.

- De fire, der skrev de negative kommentarer - vi ser dem aldrig som medhjælpere i byen. De bidrager ikke med noget, men på Facebook kan man jo skrive hvad som helst. Det kan jo stikke helt af, siger han og vurderer, at koret af kritikere generelt er til at overse.

- Umiddelbart vil jeg sige, at der ikke er mange, der er kritiske, men det er dem, man hører, siger han.

Erik Mønster var selv i byen den oktoberdag, da storbranden brød ud, men der skal mere til at ryste en erfaren pindstrupmand.

- Jeg gik nede på Storegade ikke langt fra fabrikken, hvor jeg har et udlejningshus. Og det lugtede godt nok af røg, men det tænkte jeg ikke nærmere over, for det har det gjort i 100 år. Så kom naboen hjem med maske på og sagde, det var farligt. Men det tog jeg nu meget roligt, for jeg har oplevet flere brande dernede, siger han.

Da røgen havde lagt sig på fabrikken, konstaterede distriktsrådsformanden, at luften nok alligevel kunne trænge til at blive renset. Der skulle være regelmæssige dialogmøder med ledelsen på Kronospan. Men sådan er det ikke helt gået.

- Vi har jo fået en medarbejder dernede fra med i Distriktsrådet, og det er jo rigtig fint. Vi havde ellers aftalt, at vi skulle have faste møder med ledelsen, men det giver ikke så meget mening, når vi har en med i distriktsrådet, for så får vi informationen fra ham, siger Erik Mønster.

Det nye medlem er godt nok valgt i sin egenskab af borger i Pindstrup og ikke som repræsentant for Kronospan. Men dialogen er sikret på anden vis.

- Jeg snakker sommetider med Sten (direktøren på Kronospan, red.), hvis der er noget. Så det er ikke noget problem, siger Erik Mønster.

Personligt deler han ikke bekymringen for støj og støv, men slår fast, at byens borgere selvfølgelig skal føle sig trygge.

- Vi er jo ikke interesseret i, at den brænder, eller at det går ud over vores børns ve og vel. Hvis man begynder at blive utryg, er det jo noget helt andet. Jeg ville aldrig holde hånden over en fabrik, der kunne skade mig, der bor i byen, og det regner jeg da med, at Miljøministeriet har styr på. Ellers svigter de deres opgave. Men med de tal og de målinger vi har, har jeg ikke indtryk af, at der er et problem, siger han.

Men flere steder rundt om i Europa deler Kronospans naboer bekymringen for, hvad storskala-produktionen af spånplader betyder for miljøet og deres sundhed.

Spørg i Wales, spørg i Luxembourg eller spørg i Frankrig. Historier om brande, støv, støj og ukontrolleret udledning af spildevand går igen og igen, når Kronospan er i nærheden.

I den walisiske by Chirk har borgerne ifølge avisen The Leader klaget i årevis over støj- og støvgener fra den lokale Kronospan-fabrik.

For en måned siden vågnede beboerne i byen op til huse og biler dækket af støv efter det, der betegnes som et ”støvbad” fra Kronospan 18. juli. Og mens Kronospan beklagede hændelsen, berettede The Leader om, hvordan de hårdt prøvede beboere er ved at opgive modstanden.

I april 2019 blev fabrikken i Chirk ifølge avisen Shropshire Star idømt en bøde på 80.000 pund for at lukke spildevand ud i det offentlige kloaksystem. Kronospan beklagede igen.

Og i januar 2017 var man også her igennem en større brand, da der gik ild i 7000 ton træspåner. Branden stod på i fire dage og resulterede ifølge Shropshire Star i over 130 klager fra bekymrede beboere i og omkring Chirk. Kronospan beklagede igen.

Også i Luxembourg kan medierne berette om frustrerede beboere i nærheden af Kronospans fabrik i landsbyen Sassenheim. Avisen L'essentiel berettede i januar 2021 om protester fra den lokale borgerbevægelse BIGS, der ligeledes klagede over lugt, støj og støv.

Også her har det brændt flere gange. Værst i sommeren 2019, hvor en stor bunke træspåner brændte i to døgn og spildevandet fra slukningsarbejdet forurenede floden Korn, der forgrener sig ind i Belgien og Frankrig.

Og i den lille franske by Sougères-sur-Sinotte ved Auxerre har indbyggerne også protesteret mod træstøvet fra Kronospan. Også de er bekymrede for deres helbred. Ifølge avisen L'Yonne Républicaine dokumenterede en rapport i november 2020, at fabrikkens udledning blandt andet overskred niveauerne for arsen, bly og zink samt grænseværdien for støv. Kronospan, der oplyste, at fabrikken ikke havde modtaget nogen klager, og gjorde hvad de kunne for at overholde love og regler, blev pålagt at få styr på udledningen.

Historierne fra udlandet lader dog ikke til at bekymre Erik Mønster.

- Det er jo fordi, det er spånplader, de producerer alle steder, konstaterer han.

Hos Louis Jensen er reaktionen lidt en anden.

- Det er helt vildt, siger han og hæfter sig ved, at borgerne i Chirk er ved at opgive modstanden.

- Det er ikke løgn. Det er jo det, man gør, for der sker ikke en skid. Jeg har sendt mange mails i forhold til støv, men det er jo det hele: Det er støv, det er udledning, det er støj, og det er superfrustrerende, siger han.

Det er fabrikken, det er frygten, og det er fortiden. Men hvad med fremtiden?

Det er, som om Pindstrup står ved en skillevej. Tiderne skifter, og én ting kan alle blive enige om: Loyaliteten overfor fabrikken falder, i takt med at de tidligere medarbejdere i byen falder bort, og nye beboere kommer til.

- Det degenererer jo nok hen over årene, for så er der ikke nogen efterkommere, der kan huske historien, og der er ikke så mange fra byen, der arbejder der mere. Mange kommer jo udefra i dag, siger Erik Mønster.

Læg dertil historien om Kronospan. Ikke fabrikken i Pindstrup, men den internationale mastodont, Kronospan-worldwide.com, der – som navnet mere end antyder - producerer spånplader til store dele af verden, omsætter for milliarder og opkøbte endnu en produktionsenhed i 2015, hvor fabrikken i Pindstrup blev føjet til porteføljen, der tæller over 40 fabrikker i Europa, USA, Tyrkiet, Rusland og Kina.

Hvor fortiden er historien om den lokale bondesøn la Cour, der stampede en solid forretning op af den bare jord, er nutiden og fremtiden global, og det er så som så med den lokale forankring i dag.

Nok ligger produktionen stadig i Pindstrup og bidrager med over 200 arbejdspladser, men det østrigsk ejede Kronospan har hovedsæde i Cyperns hovedstad, Nicosia. Den ultimative ejer er den såkaldte Betuva Stiftung med adresse i Lichtenstein, og i bestyrelsen af denne sidder såmænd Prins Michael af Liechtenstein. Det føles på alle måder langt væk fra Pindstrup.

- Der er ingen tvivl om, at det ikke er la Cours fabrik længere. Det er en multinational koncern, siger Erik Mønster

Og derfor må de selv finde ud af det i Pindstrup.

- Hvis ikke vi stiller de kritiske spørgsmål, får vi jo heller ikke belyst, hvad det er, der er af afvigelser. Men lige så snart vi nævner noget om fabrikken her i byen, kommer kommentarerne; lad nu være, så flyt, lev med det, du vidste jo fabrikken var her. Så skal man stemples og tør nærmest ikke komme op til sommerfesten. Men det har jo ikke noget med det at gøre. Vi er et civiliseret samfund, vi skal tage dialogen civiliseret og nuanceret, siger Louis Jensen.

- Jeg vil gerne vide, om der er andre, der føler sig generet af den der kæmpe bankelyd klokken to om natten? For hvis der er 50 eller 100, der er generet af det, så synes jeg da, vi skal gøre noget ved det. Hvis jeg er den eneste, så må det jo også være mig, der er noget i vejen med. Så må jeg jo bare æde den, siger han.

Louis Jensen efterlyser mere dialog, åbenhed og information fra fabrikkens side, og her kan der være en vej frem.

Ifølge Erik Mønster er der snak om, at Kronospan måske kunne holde åbent hus i løbet af efteråret. Og distriktsrådet foreslår, at Kronospan kunne informere mere og advare om støj og støv, når det er muligt.

- Lad os nu se. Hvis de holder åbent hus, så vil vi gerne være med og have en stand. Vi har nok været lidt for dårlige til at kommunikere, og det skal vi nok være bedre til. Vi er bindeleddet til kommunen for borgerne. Så må vi jo viderebringe borgernes bekymringer, og så må kommunen gå videre til Miljøministeriet, siger Erik Mønster.

Tekst: Kristian Jakobsen

Fotos: Beredskab & Sikkerhed, Midtdjurs Lokalarkiv, Google Maps og TV2 ØSTJYLLAND

Redaktør: Michael Lauritsen

Layout: Frederikke Schmidt

Udgivet: August 2022