Anders var blot én time fra at dø - til sidst fik kæresten nok

Få historien læst op

Et årelangt misbrug har haft store personlige konsekvenser for 33-årige Anders Jacobsen fra Randers.

Han har nu været vågen i 17 dage i streg. Kroppen er fyldt med kokain og alkohol. Den holder ham kørende og svævende. Han er i en lykkerus. Men pludselig går det galt.

Kroppen siger fra. Den kan ikke mere. Han falder om. Ligger forstenet på stuegulvet. Det næste han husker, er ambulancefolkene, der får ham op på båren. Han skal straks på sygehuset.

Her er meldingen benhård: 'Du var en time fra at dø'.

Sådan husker Anders Jacobsen tilbage på den værste aften i hans liv. Et liv hvor et kokainmisbrug har fyldt rigtig meget.

Ofte indtager han et gram om dagen – svarende til 10 baner.

- Det er så vanedannende. Bagsiden af den lykkerus, man er i, er, at man får en stor trang til at prøve igen.

Når han tager en bane, er det som om, verden lukker ned.

I en travl hverdag med alverdens problemer og dilemmaer er kokainen en virkelighedsflugt.

- Man kommer op at køre, man svæver. Det er en falsk følelse af glæde. Alt forsvinder, og man får en underlig fornemmelse af overbærenhed. Alting er så meget lettere.

Bliver venner med kokainen


Første gang Anders Jacobsen prøver kokain er han 23 år. Seks år senere begynder han et reelt misbrug.

Nu tager han det ikke kun til fester i weekenderne. Nu er det i perioder hver dag.

- Jeg bliver gode venner med kokainen, og har ikke viljen til at stoppe igen. Jeg ved, at jeg kan dø af det, men det rører mig ikke.

Misbruget holder han skjult for alle på nær de allernærmeste.

Blandt andre Anders Jacobsens daværende kæreste påvirkes af hans misbrug.

- Jeg har ødelagt forholdet til hende på grund af kokainen. Det er der ingen tvivl om.

Tog aldrig noget sammen med sønnen


I dag er hun hans ekskæreste, og de har sammen en søn på to år.

Sønnen er en af de få, som kan få Anders Jacobsen til at stoppe misbruget. For en stund.

- Jeg har aldrig taget noget, når jeg var sammen med ham. Men så snart jeg afleverede ham igen, tog jeg på druk og tog stoffer.

Han beskriver sig selv som fuldstændig ligeglad, når først han er alene.

Heller ikke en presset økonomi bremser ham.

- Et gram kan koste op til 1000 kroner, og når jeg i perioder tager sådan et om dagen, er pengepungen tom. Men jeg er ligeglad.


Var tæt på at dø


I lang tid tror han ikke på, at trangen til kokain nogensinde slipper sit greb i ham.

Men den skæbnesvangre aften, hvor han bliver hentet i en ambulance, ændrer alt.

- Jeg var ved at dø. Det var jo en overdosis, jeg tog, og jeg beslutter mig for at gøre alt for at stoppe, når stofferne er ved at tage livet af mig.

Herfra begynder en kamp for at holde stien ren. Det bliver tid til selvransagelse.

For konsekvenserne af det årelange misbrug er store.

Ud over det forliste forhold, har helbredet også lidt overlast.

- Jeg kaster blod op, fordi jeg har ødelagt mine næsebor og hele mundregionen.


Skærer sig i armen med brødkniv


På Anders Jacobsens højre arm er også et ar, der for altid vil minde ham om misbruget.

- Jeg var en aften så påvirket, at jeg får lyst til at tage mit eget liv, så jeg skærer mig selv i armen med en brødkniv. I dag har jeg et ar på otte centimeter.

Det er nu tre måneder siden, han sidst tog en streg kokain.

Jagten på det adrenalinkick, som han fik gennem stofferne, søger han dog stadig.

Nu får han det gennem kampsport, og så forsøger han også at redde andre fra det helvede, han har været i.

- Jeg vil råde alle til at lade være. Jeg har lært at værdsætte mit liv.

Tekst: Mads Otte

Fotos: Privat og TV2 ØSTJYLLAND

Redaktør: Asbjørn Andersen

Design og layout: Frederikke Schmidt

Illustrationer: Kristine Helms

Udgivet: November 2021


Mød Anders i denne video på YouTube:



Anette Hansen

Læs også

Anette faldt hen i en heroinrus - da hun åbnede øjnene, bar de hendes ven væk i en ligpose