VALG: Her er de største profiler i Østjylland
Flere store navne på den politiske scene stiller op i Østjylland til det kommende folketingsvalg.
De kommende uger står den på valgkamp.
Overalt i lygtepælene kommer der til at hænge plakater med politikere, der hver især kæmper for dit kryds på stemmesedlen. Nogle af kandidaterne er næsten ukendte, mens andre er mere etablerede og velkendte navne.
På denne side har vi lavet en oversigt over de mest markante politikere, der stiller op i Østjyllands Storkreds:
De stiller op i Østjylland
A - Socialdemokratiet
Nicolai Wammen
Bopæl: Hellerup, Gentofte
Alder: 51 år
Stemmer i 2019: 23.427
Om: Nicolai Wammen var borgmester i Aarhus fra 2006 til 2011, hvor han blev valgt ind i Folketinget. Han har siden 2019 været finansminister i statsminister Mette Frederiksens regering og har siddet for bordenden ved flere store forhandlinger.
Andre profiler i Østjylland: Jens Joel, Camilla Fabricius og Leif Lahn Jensen.
B - Radikale Venstre
Katrine Robsøe
Bopæl: Aarhus
Alder: 31 år
Stemmer i 2019: 3430
Om: Katrine Robsøe blev ind til sin første periode i Folketinget i 2019 og er i dag erhvervsordfører og uddannelsesordfører. Hun har blandt andet kæmpet imod udflytningen af uddannelsespladser fra de store byer.
Andre profiler i Østjylland: Andreas Steenberg
C - Det Konservative Folkeparti
Mona Juul
Bopæl: Horsens
Alder: 55 år
Stemmer i 2019: 3846
Om: Mona Juul blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2019 som den eneste konservative kandidat fra Østjyllands Storkreds.Hun er uddannet civiløkonom og har haft flere topstillinger i dansk erhvervsliv - bl.a. som direktør for reklamebureauet Envision.
Andre profiler i Østjylland: Isabella Arendt og Marcus Knuth
D - Nye Borgerlige
Lars Boje Mathiesen
Bopæl: Harlev, Aarhus
Alder: 47 år
Stemmer i 2019: 2396
Om: Lars Boje Mathiesen markerede sig som byrådsmedlem i Aarhus for først Liberal Alliance og siden Nye Borgerlige, inden han i 2019 blev valgt ind i Folketinget. Han bestrider i dag ti forskellige ordførerskaber.
F - Socialistisk Folkeparti (SF)
Kirsten Normann Andersen
Bopæl: Hørning, Skanderborg
Alder: 60 år
Stemmer i 2019: 7885
Om: Kirsten Normann Andersen har siden august 2016 siddet i Folketinget for Socialistisk Folkeparti. Hun kom ind som suppleant for Jonas Dahl, og blev valgt ind igen ved valget i 2019. Hun er uddannet sygehjælper og har også været formand for FOA Aarhus.
Andre profiler i Østjylland: Rasmus Nordqvist og Charlotte Broman Mølbæk
I - Liberal Alliance
Alex Vanopslagh
Bopæl: København
Alder: 29 år
Stemmer i 2019: 3337
Om: Alex Vanopslagh er politisk leder for Liberal Alliance og tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2019. Han er uddannet i statskundskab fra KU og har blandt andet arbejdet for firmaet GRACE Public Affairs.
K - Kristendemokraterne
Henrik Hjortshøj
Bopæl: Brabrand, Aarhus
Alder: 32 år
Stemmer i 2019: Ikke opstillet
Om: Henrik Hjortshøj har ikke tidligere siddet i Folketinget, men gør forsøget ved det kommende valg. Privat bor han med sin hustru og to sønner i Gellerup. Han er account manager i en virksomhed uden for Aarhus. Hans mærkesager er blandt andet det gode familie- og børneliv samt den grønne og bæredygtige omstilling.
M - Moderaterne
Tobias Grotkjær Elmstrøm
Bopæl: Aarhus
Alder: 40 år
Stemmer i 2019: Ikke opstillet
Om: Tobias Grotkjær Elmstrøm valgte at gå ind i politik, da Lars Løkke Rasmussen lancerede 'Det politiske mødested', der siden blev til partiet Moderaterne. Han er partner i Advokatfirmaet Grotkjær Elmstrøm, og politisk er han særligt optaget af retspolitik, udlændingepolitik og sundhedsområdet.
O - Dansk Folkeparti
Anders Vistisen
Bopæl: Herning
Alder: 34 år
Stemmer i 2019: Ikke opstillet
Om: Anders Vistisen meldte sig ind i Dansk Folkepartis ungdom i 2001 og har været med i partiet lige siden. Han har ikke tidligere siddet i Folketinget, men været medlem af Europa-Parlamentet, Randers Byråd og Regionsrådet for Midtjylland.
Andre profiler i Østjylland: Kim Christiansen
Q - Frie Grønne
Niko Grünfeld
Bopæl: Valby, København
Alder: 47 år
Stemmer i 2019: Ikke opstillet
Om: Niko Grünfeld er tidligere Kulturborgmester i København og medlem af Borgerrepræsentationen i kommunen. Hans mærkesager er klimahandling, ligestilling og antiracisme. Han har en HD i økonomi, ledelse og organisationsteori fra Handelshøjskolen i Aarhus.
V - Venstre
Jakob Ellemann-Jensen
Bopæl: Birkerød, Rudersdal
Alder: 48 år
Stemmer i 2019: 19.388
Om: Jakob Ellemann-Jensen har siden 2019 været formand for Venstre og er en af tre statsministerkandidater ved det kommende valg. Han har siddet i Folketinget for Venstre siden 2011 og var miljø- og fødevareminister fra maj 2018 til juni 2019. Han er uddannet erhvervsjurist fra CBS i 2002 og bor i Birkerød.
Andre profiler i Østjylland: Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen
Æ - Danmarksdemokraterne
Hans Kristian Skibby
Bopæl: Tørring, Hedensted
Alder: 53 år
Stemmer i 2019: 2834 (dengang opstillet for Dansk Folkeparti)
Om: Hans Kristian Skibby er tidligere medlem af Dansk Folkeparti, men repræsenterer nu Danmarksdemokraterne i Folketinget og i byrådet i Hedensted, hvor han også er viceborgmester. Han har været folketingsmedlem siden 2005. Tidligere har han blandt andet arbejdet som projektspeditør og logistikchef.
Ø - Enhedslisten
Mai Villadsen
Bopæl: København
Alder: 30 år
Stemmer i 2019: 2572
Om: Mai Villadsen er politisk ordfører for Enhedslisten og blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2019. Hun har tidligere arbejdet i fagbevægelsen med uddannelse af tillidsrepræsentanter, organisering af unge og rådgivning af medlemmer.
Å - Alternativet
Torsten Gejl
Bopæl: Hvilsager, Syddjurs
Alder: 58 år
Stemmer i 2019: 1383
Om: Torsten Gejl sidder i Folketinget for Alternativet. Han blev valgt ind ved valget i 2015 og igen i 2019 og er i dag formand for Alternativets folketingsgruppe. Han er til dagligt bosat i Hvilsager på Djursland og uddannet Kaospilot i 1993.