Slut med spekulationer: Danskerne skal til valg 1. november
Der afholdes valg til Folketinget den 1. november. Det har statsministeren onsdag meddelt dronningen.
Danskerne skal til valg tirsdag den 1. november.
Det står klart, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag formiddag indkaldte til pressemøde med dét ene punkt på agendaen:
- Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære, indleder Mette Frederiksen.
- Jeg har meddelt hendes majestæt dronningen, at der udskriver valg til Folketinget, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Dermed er det slut med de spekulationer, som har svirret, siden Radikale krævede valg.
Regeringspartiet droppet at gå til valg på en etpartiregering.
- Tiden er kommet til at afprøve en ny regeringsform, som vi gerne står i spidsen for. En bred regering med partier fra begge sider af den politiske midte, siger statsministeren.
Inden pressemeddelelsen blev sendt ud, havde regeringens ministre været til statsråd ved dronningen.
Under statsministerens åbningstale tirsdag holdt mange vejret. Men udskrivelse af et valg blev det ikke til.
Det kom så onsdag, hvor der kom en invitation til pressemøde på Marienborg, der er statsministerens embedsbolig. Der er ikke mulighed for pressen for at stille spørgsmål, men det er almindelig praksis, når der udskriver valg fra Marienborg.
Klokken 13.30 holder Konservative pressemøde, Venstre klokken 14 og klokken 15.15 De Radikale.
Der er partilederrunde allerede onsdag aften på både DR og TV 2. Her ventes samtlige 14 partiledere at deltage.