Plastikstrips sidder tilbage efter valg: - Det er noget svineri
Lygtepæle er dækket af efterladte plastikstrips efter flere ugers valgkamp. Det er til stor frustration for borgere i flere byer.
Mens hverdagen går videre efter folketingsvalget, så vidner lygtepælene fortsat om den intense valgkamp. Her hænger plakater og strips stadig på række.
Til stor ærgrelse for flere østjyske borgere. For selvom en del af valgplakaterne er pillet ned, er der efterladte strips i massevis.
- Jeg var på vej ned for at handle, da jeg lagde mærke til det. Jeg synes, det er noget svineri, og det er hver gang, der er valg, så ligger de og flyder. Det er skræmmende, at et cirkus er bedre til at samle det sammen end politikerne, siger Rasmus Tjerrild, der har oplevet problemet flere steder i Horsens.
Vejen til butikken er omkring 500 meter, og her talte han 53 plastikstrips.
- Det er lidt dobbeltmoralsk. Politikerne vil gerne, at vi skal værne om naturen, og det gør de ikke selv. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får, siger Rasmus Tjerrild.
Et problem flere steder
Det er langt fra kun i Horsens, borgere nu har udsigt til lygtepæle fyldt med plastik. Også i Aarhus og Grenå er der meldinger om samme problem.
Partierne har egentlig til og med onsdag til at pille valgplakater og strips ned, ellers koster det dem en regning, hvis kommunen i stedet er nødt til det.
Men som Rasmus Tjerrild påpeger, så er der ikke nogen at sende regningen til, når det kommer til strips. Derfor har han delt sine observationer i den lokale Facebook-gruppe i håbet om, at nogle af politikerne kigger med.
- Jeg håber, at der er nogle af dem, der samler sammen, eller politikerne, der ansvarlige, bliver opmærksomme på, at det er et problem, siger han.
Kan ikke sende regningen til partierne
Aarhus Kommune bekræfter, at det er svært at sende regningen for de mange plastikstrips til de rette ejermænd.
- Så det bliver en regning, vi alle sammen kommer til at betale, siger Kim Gulvad Svendsen, der er driftchef i Teknik og Miljø.
Ifølge ham plejer det at tage kommunen omkring to dage at fjerne alle resterne fra valgkampen. Driftchefen mener dog, at det en faldende tendens, at kommunen må ud og fjerne ulovlige plakater, men de efterladte strips er en tilbagevendende problematik, som de vil drøfte med partierne.
I Horsens fakturerer man partierne efter en timepris for at pille plakaterne ned, men de mange strips kommer kommunen ikke til at fjerne i samme omgang. Det vil i stedet foregå løbende, når driftfolk kommer forbi på andre opgaver, oplyser Horsens Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.