På Christiansborg vil de ikke lege: I Aarhus går de på gaden sammen
Selvom Venstre og Socialdemokratiet ikke umiddelbart ser ud til, at vil lege sammen på Christiansborg, så ser det anderledes ud for deres ungdomspartier i Aarhus, som onsdag gik på gaden sammen.
På Christiansborg er der kold luft mellem Socialdemokratiet og Venstre, efter Venstre endnu engang har afvist at lave en regering henover midten.
I Aarhus ser det dog anderledes ud. Her var de to partiers ungdomsafdelinger på strøget for at dele roser og flyers ud sammen.
Læs også
Og ungdomspartierne havde et fælles mål. De vil sætte fokus på ungdommen og klimaet.
- Vi har set tydelige eksempler på, at det er ungdommen, der har løftet den her diskussion omkring klima. Det er ungdommen, der har båret den frem, og det skal vi selvfølgelig blive ved med, indtil vi er fuldstændig i mål, siger Anna Thusgård fra Socialdemokratiet Ungdom.
En stemme til ungdommen
Ungdomspartierne var også på gaden for at engagere deres jævnaldrende borgere i politik. De vil gerne give en stemme til ungdommen, så de ikke bliver glemt i rækken af midaldrende kandidater.
- Jeg synes helt sikkert, at vi får sat fokus blandt de unge, at det er ret vigtigt, at man husker at stemme den første november. Og det, synes jeg, er en super vigtig dagsorden at bidrage til, siger Katrine Øster, der er formand for Venstre Ungdom i Aarhus.
Hun bliver bakket om af sin socialdemokratiske kollega.
- Jeg tror, at det er ret vigtigt, at ungdommen også selv er med til at sætte fokus på, hvad det er for nogle liv, vi lever. Hvad det er for nogle udfordringer, vi står overfor. Det tror jeg SDU og VU bedre kan sætte ord på, end en kandidat, som er oppe i årene.
Samarbejde på tværs af partier
Selvom Venstre har afvist at gå i regering med Socialdemokratiet, så påvirker det ikke samarbejdet mellem ungdomspartierne i Aarhus.
Læs også
- Vi prøver på både i SDU og VU at have et godt samarbejde. Jeg tror på, at politik udvikler sig bedst, når vi samarbejder. I stedet for, at vi råber ad hinanden og skælder ud, siger Anna Thusgård.
Og ifølge Kathrine Øster er samarbejdet ikke kun begrænset til VU og SDU.
- Det er super fedt, at vi kan snakke sammen og have en god dialog blandt alle ungdomspartier.