Ellemann afviser ikke regering med S
Venstre-formand er skeptisk over for bred regering med Mette Frederiksen for bordenden, men afviser ikke helt.
Er det reel snak eller blot et røgslør, når fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun ønsker at danne en bred regering hen over midten?
Det ønsker Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at finde ud af, siger han fredag morgen, hvor han er mødt op til regeringsforhandlinger på Marienborg, statsministerens embedsbolig.
- Vi kommer, fordi vi er interesseret i at høre, hvad statsministeren tænker om situationen, og om der er noget vilje og noget realisme bag ønsket om en bred regering, siger han.
Jakob Ellemann-Jensen afviste under valgkampen kategorisk, at Venstre vil indgå i en regering med Socialdemokratiet.
Helt lavpraktisk skyldtes det, at han ikke har tillid til Mette Frederiksen, som han har beskyldt for at være magtfuldkommen og ikke til at stole på.
Resultatet ved folketingsvalget tirsdag efterlod imidlertid Venstre som næsten halveret med kun 23 mandater, og de blå partier måtte se rød blok sikre et snævert flertal på 90 mandater.
Blå blok kunne kun mønstre 72 mandater samt et enkelt mandat fra Færøerne.
Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, der står uden for blokkene, fik 16 mandater.
Afviser ikke
Allerede på valgnatten luftede Venstre-profilen Søren Gade, at man ikke per automatik skulle afvise muligheden for at se på et samarbejde med Socialdemokratiet.
Samme melding lød senere fra andre fremtrædende Venstre-folk, og Jakob Ellemann-Jensen var heller ikke selv så afvisende over for muligheden.
- Jeg har ikke nogen ambition om at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Jeg er gået til valg på, at vi skal få en anden regering.
- Så må jeg konstatere, at der ikke er et blåt flertal til en sådan regering. Det indsnævrer jo forhandlingsrummet noget for den muligheds vedkommende, nu må vi høre, hvad regeringen har at sige, siger han fredag.
Direkte adspurgt vil Ellemann ikke afvise, at Venstre kan ende med at gå med i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.
- Det må vi se. Nu vil vi gå ind og forhandle i hvert fald, siger Venstre-formanden.