Frivillige efterlyses: Vil du hjælpe til ved valget?
Aarhus Kommune mangler mere end 200 valgtilforordnede, når vi skal stemme på søndag. Derfor sætter de hårdt ind for at finde nogen, der vil hjælpe.
Når vi den 26. maj og 5. juni skal til stemmeurnerne for at sætte et kryds, ligger der mange frivillige kræfter bag.
I Aarhus Kommune bruger de 1.200 frivillige på deres 47 valgsteder i kommunen, men da Europa-Parlamentsvalget som bekendt ligger tæt op af folketingsvalget, har Aarhus Kommune fået svært ved at finde nok valgtilforordnede, der frivilligt hjælper til.
- Det kræver dobbelt op, så det er rigtig mange frivillige kræfter, det kræver for at holde to valg, siger Lene Hartig Danielsen, der er chef ved Borgerservice i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommunen mangler mere end 200 valgtilforordnede til Europaparlamentsvalget på søndag. Derudover mangler de 550 til folketingsvalget d. 5. juni. Derfor efterlyser de nu personer, som har lyst til at hjælpe til ved de to kommende valg.
De valgtilforordnede står for at føre valglister, holde styr på valgstederne og tælle stemmesedler op. Og med blot fem dage tilbage er troen på, at det lykkes stadig hos Lene Hartig Danielsen.
- Vi tror på, at det nok skal lykkes. Det viser erfaring, selvom slutspurten er svær. I værste tilfælde har vi en nødplan, hvor vi kan kommandere nogle medarbejdere ud, som er tyndest bestykket, siger hun.
De andre har styr på det
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt de øvrige østjyske kommuner, om de har oplevet samme problem. Men alle kommunerne fortæller, at de stort set har styr på alle de valgtilforordnede til begge valg.
Selvom Aarhus stikker ud fra de andre østjyske kommuner, så mener de, at de har gjort, hvad de kunne.
- Jeg tror faktisk, det er ret attraktivt at være frivillig. Vi kan jo se, at der er rigtig mange unge mennesker, der melder sig til at give den ene eller anden dag til demokratiet, siger Lene Hartig Danielsen.
En måde at løse problemet med manglende valgtilforordnede kunne være at droppe konceptet med, at man skal bevæge sig ned til stemmeboksen for at stemme, og i stedet stemme digitalt. Men den løsning holder ikke.
- Der er nødt til at være sikret stemmehemmelighed, og at der ikke er vælgerpåvirkning. Derudover skal man kunne sikre en digitalsikkerhed, siger Lene Hartig Danielsen.
Mød en frivillig
Én af de frivillige, du har mulighed for at møde på vej ud af stemmeboksen den 26. maj, er 28-årige Josefine Bruun fra Aarhus.
Hun har ryddet sin søndag for at tage imod de aarhusianske vælgere til Europa-Parlamentsvalget.
- Jeg er frivillig, fordi jeg godt kan lide at give noget tilbage til mit samfund. Jeg kan godt lide at være en aktiv del af demokratiet med mere end bare at sætte mit kryds, siger Josefine Bruun, der til daglig arbejder i Forsvaret.
Josefine Bruun har tidligere hjulpet til ved valg, og det er bestemt ikke sidste gang, hun rydder sin dag for et valg.
- Hvis jeg kan få det hele til at hænge sammen, så gør jeg det helt sikkert. Hvis man kan, så skal man. Det synes jeg, siger Josefine Bruun.
Hvis man melder sig som valgtilforordnet, får man 850 kroner for en hel dag.