Dine likes og indkøb på nettet er guld værd for politikerne

Politiske partier køber i stor stil data om borgerne i bestemte områder under valgkampen.

Et like til et politisk parti på Facebook eller din holdning til økologi.

Sådanne oplysninger kan være guld værd for politiske partier under valgkampen, hvor alle kneb gælder, når politikerne kæmper om danskernes stemmer.

Når vi besøger bestemte hjemmesider, liker noget på sociale medier eller på en anden måde efterlader digitale aftryk, bliver de lagret og solgt for millioner af kroner. Køberne er blandt andet private virksomheder, offentlige myndigheder og nu altså også politiske partier.

Redskabet hedder ’geo-mapping’ og bliver brugt til at finde nye potentielle vælgere.

Folketingskandidat Birte M. Andersen benytter sig af geo-mapping, og tirsdag var hun ude på villavejene for at stemme dørklokker.
Folketingskandidat Birte M. Andersen benytter sig af geo-mapping, og tirsdag var hun ude på villavejene for at stemme dørklokker.

Folketingskandidat for Venstre, Birte M. Andersen, er én af de politikere, som har taget geo-mapping i brug under valgkampen. På den måde kan hun ud fra data kan finde ud af, hvor hun skal ud og stemme dørklokker. 

- Det er spændende, at der udvikles nye metoder i valgkampen, hvor det jo handler om at komme ud og snakke med vælgerne. Men det handler også om at komme ud i de områder, hvor man ved, at der er et potentiale, siger Birte M. Andersen, folketingskandidat for Venstre, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ikke eneste parti 

Geo-mapping er lovligt og partierne bruger det som et dialogredskab. Det er blandt andet virksomheden Geomatic, der er med til at udstede data til forskellige partier.

- Partierne bruger det som et redskab for at kunne planlægge deres valgkampsaktivitet. Det kan variere lidt fra parti til parti, men eksempelvis prioriterer man dør-til-dør-aktiviteter eller pamflet-uddeling, siger Jeanette Mayland Olsen, der er Head Of Marketing & Communications advisor i Geomatic, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Dataene skal give partierne en større forståelse for vælgerne. 

quote Det kan være et hjælpemiddel, når man som kandidat skal indkredse sine områder. Hvor skal man sætte sine kræfter ind i forhold til materiale, og hvor er der størst chance for, at man kan komme i kontakt med potentielle vælgere?

Birte M. Andersen, folketingskandidat, Venstre

På den måde kan partierne finde ud af, hvor det bedst kan betale sig at uddele valgfoldere, og hvad de skal fremhæve af mærkesager for at ramme en specifik vælgergruppe. 

Venstre er langt fra det eneste politiske parti, der benytter sig af det.

Ifølge Politiken bruger flere af landets største partier nemlig geo-mapping.

Ligesom mange virksomheder køber sig til information om vores forbrug, kan partierne købe sig til et digitalt overblik i forskellige områder. 

Birte M. Andersen deler valgfoldere ud til borgere, som er nøje udvalgt. 
Birte M. Andersen deler valgfoldere ud til borgere, som er nøje udvalgt. 

- Det kan være et hjælpemiddel, når man som kandidat skal indkredse sine områder. Hvor skal man sætte sine kræfter ind i forhold til materiale, og hvor er der størst chance for, at man kan komme i kontakt med potentielle vælgere, siger Birte M. Andersen.

En hjælp i valgkampen

Fordelen for et politisk parti kan derfor være at danne sig et overblik over, hvad folk tjener eller hvor mange børn, der gennemsnitligt bor på en vej.

Partierne har derved nemmere ved at målrette sine politiske budskaber ned til den enkelte.

Selvom Birte M. Andersen er glad for at kunne bruge geo-mapping til at målrette sin valgkamp, så ser hun det mere som en vejledende hjælp under valgkampen end noget, hun stoler hundrede procent på.

- Jeg er nok også så gammeldags, at hvis der er uoverensstemmelse mellem kort og terræn, så følger jeg til en hver tid terrænet, siger hun.