Kendt YouTuber skal få flere til at vælge SOSU-uddannelserne
Den kendte YouTuber Rasmus Brohave har været SOSU-hjælper for en dag hos SOSU Østjylland i forsøget på at få flere unge til at vælge SOSU-uddannelserne i fremtiden.
Landets plejehjem, bofællesskaber og hospitaler mangler varme hænder. Faktisk mangler der årligt 1500 elever på SOSU-uddannelserne for at kunne sikre, at der i fremtiden er social og sundhedsassistenter nok i Danmark
Det har fået SOSU Østjylland, der repræsentere 10 østjyske SOSU-skoler, til at tage nye midler i brug i håbet om at tiltrække flere unge til uddannelserne i fremtiden.
Senest har de hyret YouTuberen Rasmus Brohave ind for at ramme de unge i øjenhøjde og få flere af dem til at vælge social og sundhedsassistentuddannelsen.
Direktør hos Social og Sundhedsskolen Fredericia, Vejle og Horsens, Anne Mette Vind, håber, at Rasmus Brohaves video kan ændre de unges opfattelse af, at det at være social og sundhedsassistent udelukkende handler om bleskift og hygiejne.
- Det de unge siger er, at fordi han er en helt almindelig fyr, så kan han appellere til mange, fordi man kan se sig selv i ham. Og de siger også, at det er meget bedre med den her ung til ung kontakt, og at det er bedre at høre tingene fra en anden ung, siger Anne Mette Vind til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Unge ved ikke, hvad det vil sige at være SOSU-assistent
Det er dog ikke kun direktøren, der synes, at det er en god idé at reklamere for uddannelserne på YouTube.
Også 26-årige Vanessa Lianne Hughes, der går på hovedforløbet på Social og Sundhedsassistentuddannelsen, er glad for Rasmus Brohaves video.
Hun mener ikke blot, at den kan tiltrække flere til uddannelsen, men også at videoen forhåbentligt, kan rykke på det negative image, hun mener, at faget nogle gange kan ligge under for.
- Det gør mig rigtig glad, at han fokuserer på en uddannelse, der måske ikke har det bedste ry, og at han viser den positive side ved det. Vi laver så mange ting, som folk slet ikke er klar over, at vi har kompetencer til, og hvor mange ting vi gør, for borgeren, siger Vanessa Lianne Hughes til TV2 ØSTJYLLAND.
Nej tak til politibetjent – Ja tak til SOSU-assistent
17-årige Nicklas Saaby Madsen er lige startet på SOSU-skolen i Horsens og han er en af bare fem drenge i sin klasse.
- Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker, og så fik jeg at vide, at jeg bare kunne blive politibetjent eller lignende, men så satte jeg mig for, at jeg gerne ville være SOSU-assistent, fordi der er man tæt på borgeren, siger Nicklas Saaby Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Og han er da også sikker på at et kendt ansigt som Rasmus Brohaves kan få flere af hans jævnaldrende med på vognen.
- Det rammer lige i målgruppen fra 14-18 år, og det er jo der, man skal til at tænke over, hvad min vil lave i fremtiden, siger Nicklas Saaby Madsen.