Mød TV2 ØSTJYLLANDS studieværter

Anna Louise Tranæs Didriksen 

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Ud over at være i dyrepasser-lære som vært i programmet ”Vild med dyr” er hun også studievært i nyhedsudsendelserne.

Anna er oprindelig uddannet folkeskolelærer. Hun begyndte sin journalistiske løbebane i 1994 på TV 2 Sporten i Odense. Her har hun primært fungeret som studievært, men også som kommentator ved blandt andet OL.

Desuden blev det til en sæson som vært på boligprogrammet ”Helt Solgt” og en kort afstikker til ”Go' Aften Danmark”.

Anna Louise Tranæs Didriksen er bosat på Djursland sammen med sin mand og tre børn. Her dyrkes den store hobby, islandske heste.

Mailadresse: andi@tv2oj.dk

 

Gitte Bastian

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Gitte Bastian er født og opvokset i København, men flyttede som 17-årig til Aarhus. Her har hun boet det meste af tiden siden da.

Hun har tidligere arbejdet med markedsføring i it-branchen. Senere kastede hun sig over journalistikken og blev i 2010 uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus.

Som journalist har Gitte Bastian blandt andet arbejdet med virksomhedskommunikation, magasinartikler samt senest som studievært i en intern morgenudsendelse for Jyske Bank-ansatte.

Privat bor hun med sin mand og to børn i Egå i Aarhus. Derudover har hun en - med egne ord - helt ualmindeligt klog Jack Russel-terrier ved navn Bobby.

Mailadresse: giba@tv2oj.dk

 

Katrine Bøjesen

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Katrine Bøjesen er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har tidligere arbejdet på DR som journalist på TV-Avisen og som radiovært på P4.

Når Katrine ikke er vært på nyhederne, fungerer hun også journalist og live-reporter på de daglige nyhedsudsendelser.

Trods en del år i Aarhus afslører dialekten fortsat, at hun er en glad nordjyde fra Hjørring, der elsker at rumstere rundt i et køkken - og faktisk også er ganske habil til at svinge en pande og en gryde. Og når så samvittigheden efterfølgende skal plejes, er det ofte med håndbold eller styrketræning.

Mailadresse: kabo@tv2oj.dk

 

Niels Bentsen

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Niels Bentsen er født og opvokset i hjertet af Aarhus. Han er uddannet fra Journalisthøjskolen i samme by.

Praktiktiden sendte dog Niels til både København på DR’s Aftenshowet og senere til Vejle på DR P4 som reporter og nyhedsvært. Desuden har han også produceret indslag til Vores Vejr på DR1.

Efter at have gjort journalist-uddannelsen færdig har Niels været tilknyttet TV2 ØSTJYLLAND som nyhedsjournalist, live-reporter og senest studievært.

Privat bor han på Frederiksbjerg og interesserer sig meget for ældre special- og veteranbiler, som han selv reparerer og vedligeholder. Blandt andet rummer garagen to Porscher og en Maserati.

Mailadresse: nibe@tv2oj.dk

 

Runa Ammitzbøll Flügge

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Runa Ammitzbøll Flügge er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i Odense og har tidligere været fast livereporter på både TV 2 Fyn og på TV Syd samt skribent på et dansk månedsmagasin i Sydspanien, hvor hun har boet i et halvt år. Hun brænder for det regionale stof og de nære historier, og foruden værtstjansen på TV 2 ØSTJYLLAND er hun også nyhedsjournalist her.

Runa betegner sig selv som solhungrende oplevelsesjunkie – hun elsker at rejse, være på festivaler og deltage i alskens sociale arrangementer. Og så er hun lidt af en træningstosse. Efter et par år med konkurrencer i bikinifitness dyrker hun nu CrossFit og vægtløftning fire-fem gange om ugen. Der bliver dog også tid til at være sammen med familien, som betyder meget for hende.

Og nej, selvom navnet klinger lidt nordisk, har hun hverken islandske eller færøske aner. Hun er bare en ganske almindelig midtjysk bondepige – nærmere bestemt fra Silkeborgområdet – og efter seks års eksil på Fyn er hun nu bosat i Aarhus.

Mailadresse: rufl@tv2oj.dk
 

Søren Ø. Jensen

  Foto: Agnete Schlichtkrull

Privat er han gift og far til tre børn. Familien bor på et nedlagt landbrug nær Hornslet på Djursland sammen med hunden Alfa og fem får. Med jævne mellemrum har de også høns – når ræven kan lade dem være i fred.

Søren interesserer sig for næsten al slags friluftsliv til vands og til lands og spiller hygge-badminton en gang om ugen.

Mailadresse: soje@tv2oj.dk