Universitetspraktikant til en af Danmarks p.t. mest spændende medievirksomheder

Foto: Agnete Schlichtkrull

Vil du i praktik i orkanens øje på en medievirksomhed, der står forrest i den digitale transformation og prøver at udvikle tilbud til morgendagens medielandskab? Så læs endelig videre.

På TV2 ØSTJYLLAND har vi de seneste år været i gang med en gennemgribende udvikling fra tv-station til mediehus, hvor tv-nyhederne på TV 2 kl. 19.30 ikke længere er det eneste flagskib, men hvor forskellige målgrupper bliver serviceret på en lang række platforme. Vi producerer tværmedielt indhold til tv, web, Facebook, Instagram, Snapchat og YouTube og skaber samtaler mellem brugerne både på digitale platforme og ude i virkeligheden.

Som praktikant hos os vil du få rig mulighed for at prøve kræfter med et hav af praktiske arbejdsopgaver som målgruppeanalyser, videoproduktion til digitale platforme, eventkoordinering samt projektledelse. Samtidig forventer vi også, at du både kan tænke med i udviklingen af medrivende fortælleformater, mediekoncepter og public outreach arrangementer.

I foråret kommer vi bl.a. til at arbejde med public outreach-arrangementer som fx Kapsejladsen og SPOT Festival, udvikling af indhold til YouTube og undersøgelser af vores brugeres medievaner og deres holdninger til vores indhold. Som praktikant vil du få rig mulighed for bringe dine kompetencer i spil og tilrettelægge forløbet ud fra dine interesser og ønsker.

Det forventer vi af dig:

  • Du er blandt de bedste studerende på din årgang
  • Du kan bidrage med idéer til, hvordan vi skaber synlighed og samtale omkring vores indhold – fx ved at lave events, crosspromotion og micro content i den rette public service-ånd
  • Du er selvstændig, arbejder struktureret og kan overholde deadlines
  • Du har beskæftiget dig med fokusgrupper, kvalitative og kvantitative undersøgelser
  • Du har gerne kendskab til fx Adobe Premiere Pro og har prøvet at klippe før – og er måske også en haj til Photoshop
  • Du er klar på både at lære, bidrage og indgå som en del af en arbejdsplads, hvor der er høj faglighed, masser af godt humør og plads til vilde idéer.

Du får mulighed for selv at præge dine opgaver i løbet af praktikperioden, og hvis du bliver praktikant hos os, aftaler du og din kontaktperson hos os et forløb og udarbejder sammen en overordnet plan for din praktikperiode. Det sker med øje for, at du når igennem forskellige arbejdsområder, som understøtter din udvikling og dét, du brænder for. Du bliver fra første dag en del af TV2 ØSTJYLLAND, hvor der er et dynamisk ungt miljø af journalistpraktikanter og FTP-elever.

Vi forventer, at du starter omkring 1. februar 2020, men de nærmere detaljer fastlægger vi i fællesskab.

Det kan vi tilbyde dig:

Du bliver del af et mediehus med store ambitioner og høj faglighed og af en medarbejderskare, der er indstillet på, at vi er med til at forme, teste og udfordre morgendagens medielandskab – og derfor tager vi også uddannelsen af fremtidens talentmasse seriøst. Vi er knap 100 ansatte, der hver især elsker det, vi laver, og som har den gode historie og den vellykkede formidling som fælles passion. Derfor tager vi vores arbejde alvorligt, og der er højt tempo – men der er også højt til loftet.

Du kan læse mere om TV2 ØSTJYLLAND og vores arbejde på vores udviklingsblog.

Sådan søger du praktik:

Hvis du tænker, du er den, vi leder efter, skal vi høre fra dig senest den 9. oktober. Ud over ansøgning og cv er du velkommen til at sende relevante eksempler på noget, du har lavet, som du er særligt tilfreds med. Du skal sende til job@tv2oj.dk og skrive ”Universitetspraktikant” i emnefeltet.

Vi afholder løbende samtaler.

Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte Uffe Alici Pedersen på tlf. 30 10 11 24.