Undersøgende journalist til digitale short docs, målrettet YouTube

Foto: Agnete Schlichtkrull

TV2 ØSTJYLLAND søger en iderig journalist med erfaring i at formidle på digitale platformes præmisser til et nyt, kort dokumentarformat, målrettet YouTube.

Vi mener, at public service er vigtigere end nogensinde, og vi insisterer på at være relevante for alle østjyder. Derfor ønsker TV2 ØSTJYLLAND at opprioritere digital journalistik og publicering, for at kunne nå ud til flere af de østjyder, som ikke benytter sig af TV2 ØSTJYLLANDs traditionelle tilbud på tv og web.

Du har en baggrund som uddannet journalist eller tilrettelægger, og har næse for relevante, dokumentaristiske historier, som interesserer TV2 ØSTJYLLANDs primære målgruppe på YouTube – de 18-30 årige. Vi satser stort på vores YouTube-kanal, hvor vi planlægger at lancere forskelligt, serielt indhold – blandt andet et nyt dokumentarformat, som du skal stå i spidsen for.

Om dig:
Du er familiær med YouTubes præmisser, og du bruger naturligt sociale medier til at få de bedste medvirkende i tale, og du er ikke bange for at bruge dig selv i formidlingen. Du kan rykke hurtigt, når det kræves, og grave dybt, når det er nødvendigt. Du har erfaring med undersøgende journalistik og journalistisk metode og kildekritik. Du ved hvordan du formidler din historie, så den er umulig IKKE at klikke på.

Muligvis kan du også selv filme og klippe i Premiere, når det kræves. Men vigtigere er det, at du har et indgående kendskab til målgruppen: unge voksne i alderen 18-30 år.

Du kommer til at arbejde i et dedikeret team bestående af TV2 ØSTJYLLANDs digitale indholdschef og en gruppe af husets medarbejdere med digitale formidlingskompetencer. Du vil indgå i et team omkring bl.a. publicering, cross-promotion og SEO.

Det kan vi tilbyde dig:
Du bliver del af et mediehus med store ambitioner og høj faglighed og af en medarbejderskare, der er indstillet på, at vi er med til at forme, teste og udfordre morgendagens medielandskab. Vi er knap 100 ansatte, der hver især elsker det, vi laver, og som har den gode historie og den vellykkede formidling som fælles passion. Derfor tager vi vores arbejde alvorligt, og der er højt tempo – men der er også højt til loftet, og vi er sjove at være sammen med.

Du kan læse mere om TV2 ØSTJYLLAND og vores arbejde på vores udviklingsblog: https://medium.com/digital-erfaringsudveksling-fra-tv2-østjylland/

Sådan søger du jobbet:
Hvis du tænker, du er den, vi leder efter, skal vi høre fra dig inden mandag d. 15. juni. Ud over ansøgning og cv må du meget gerne sende relevante eksempler på noget, du har lavet, som du er særligt tilfreds med – og som vi måske kan bygge videre på. Du skal sende til job@tv2oj.dk og skrive ”doku-journalist” i emnefeltet.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 25 og 26, og håber på din tiltrædelse d. 1. august 2020.

Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse på 12 måneder.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte indholdschef Thomas Skov på tlf 61155515 eller på mail thsk@tv2oj.dk.

Om os

Hos TV2 ØSTJYLLAND insisterer vi på med mod og nyskabelse at sikre, at der er relevant og mangfoldigt public service-indhold til alle, også i de kommende generationer, gennem nye emner, formater og fortælleformer.

Du kan læse mere om TV2 ØSTJYLLAND på vores udviklingsblog.