Reporter til TV2 ØSTJYLLAND

Foto: Agnete Schlichtkrull

Vi søger en reporter, der tænker mennesket først i forhold til systemet, og som er vant til at lave journalistik, som danskerne taler om.

Du arbejder uden problemer på tværs af platforme og tænker i unikke versioner af din journalistik, der gør sig godt både på web, sociale medier og på tv. Og så skal du være eminent til at få egne ideer til historier, der sætter dagsorden både regionalt og landsdækkende.

På TV2 ØSTJYLLAND gør vi op med journalistiske dogmer, og vi udfordrer vanetænkning med vores egne nyhedskriterier. Vi mener, at journalistikken skal ændre sig fundamentalt for at give mening i en ny medievirkelighed.

Vi taler kun om platforme, fordi det er dér, vores indhold skal tænkes ind og ramme østjyderne, men det er indholdet og ikke mindst kampen for at forblive relevante i en global strøm af indhold, der har vores konstante fokus, 

Vi søger en journalist der:

  • Har egne ideer til historier, som østjyderne har lyst til at tale videre om.
  • Er en stærk researcher, der formår selvstændigt at drive en historie fra start til slut.
  • Ikke lader sig slå ud af modgang, men tænker i løsninger.
  • Er vant til at formidle på tværs af platforme, og som er lige så god til at skrive en web-artikel eller producere en Facebook-video som til at lave et tv-indslag.
  • Tør bryde rammerne og kan løsrive sig fra vanetænkning, også i forhold til kildevalg og vinkling.
  • Har rutine i at folde en historie ud over flere dage.
     

Vi vil gerne bede om din ansøgning inden søndag d. 15. april klokken 12.00. Vi regner med at afholde samtaler onsdag d. 25. april. Ud over ansøgning og cv må du meget gerne sende relevante eksempler på noget, du har lavet, og som du er særligt tilfreds med. Eksemplerne skal matche de seks ovenstående ønsker til profilen.

Du skal sende din ansøgning til job@tv2oj.dk. Skriv ”Reporter” i emnefeltet.

Hvis du har brug for yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte vores redaktør for forproduktion Sophie Jamilla Alvi på tlf. 6071 6540 eller indholdschef Louise Pettersson på tlf. 2121 2019.

 

OM TV2 ØSTJYLLAND

Hos TV2 ØSTJYLLAND dækker vi hele Østjylland. Fra Strøget i Aarhus til Enebærvej på Djursland. Fra landevej til letbane. Fra byrådsbeslutningen til børnehavelukningen. Og fra supersygehuse til Superligaen.

Vi vil skildre det østjyske fællesskab, vi vil drøfte det, der optager de 780.000 østjyder i regionen, og vi vil sætte Østjylland på landkortet ved at bringe de østjyske nyheder og løsninger ud til hele Danmark.

Det arbejder vi for døgnet rundt på tv2østjylland.dk, sociale medier og tv – og ude i hele Østjylland, hvor vi årligt tilbagelægger over 250.000 kilometer for at fortælle den gode historie.