Vinterlig påske tyvstarter i nat - her kan der falde sne
Påskeugen i år bliver generelt kølig og vinterlig mange steder, og allerede natten til tirsdag kan der nogle steder falde sne
Alt tyder på, at påsken 2018 bliver en af de kolde af slagsen, og især begyndelsen på påsken kan byde på snevejr.
Men allerede inden vi når frem til helligdagene, kan det begynde at sne nogle steder i landet.
Læs også
Således er der udsigt til, at navnlig de nordlige og østlige egne i nat og tirsdag morgen og formiddag kan få lidt sne.
Lille lavtryk over Danmark med slud- og snebyger
Sammen med et lille lavtryk over Danmark vil slud- og snebyger sent mandag aften og natten til tirsdag begynde at trække ind over den nordlige og østlige del af landet.
Tirsdag morgen og formiddag kan snebygerne fortsætte over især Sjælland, Øst- og Nordjylland.
Du kan øverst i artiklen se en prognose for, hvordan snebygerne ventes at bevæge sig ind over landet fra mandag klokken 22.00 til tirsdag klokken 12.00.
Kan lokalt give et par centimeter sne
Sneen fra bygerne natten til tirsdag vil falde ved temperaturer omkring frysepunktet, og dermed kan man godt stå op til et drys sne flere steder mod nord og øst tirsdag morgen.
Prognoserne peger dog på, at der også kun bliver tale om et drys - lokalt kan man måske få op til omkring et par centimeter sne.
Læs også
Det vinterlige vejr fortsætter, når et nyt snevejr onsdag nat og torsdag trækker ind over især den sydlige del af landet.