Varm torsdag - du kan blive skoldet på 35 minutter
Det kan blive op til 29 grader, hvor det bliver varmest.
Over næsten hele Danmark skinner morgensolen fra en skyfri himmel, og selvom der er enkelte tågebanker i dele af landet, så vil de hurtigt fordampe.
Dermed er der lagt i ovnen til en særdeles solrig - og meget varm - torsdag, hvor man i hele landet får gedigent sommervejr.
Læs også
Fra morgentemperaturer på ned til 8,4 grader i Horsens, hvor det har været koldest, får temperaturen nu frit løb til at stige. Allerede før middag kan temperaturen stige til over 25 grader, men det er først midt på eftermiddagen, at varmen kulminerer.
Her kan termometrene i dele af landet vise 28, eller måske endda 29 grader, når det er varmest.
De højeste temperaturer kan forventes i den centrale del af Jylland - de samme steder, hvor det har været koldest her til morgen.
På Fyn, Sjælland og Lolland-Falster kan man også se frem til en varm august-dag, hvor temperaturerne forventeligt kan nå 27-28 grader.
Derfor varsles der om farligt vejr
Tirsdag varslede DMI om risiko for farligt vejr i forbindelse med de høje temperaturer, vi kommer til at se i dag og de kommende dage.
Flere har siden på blandt andet TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side undret sig over dette varsel. Nu uddyber DMI. For varslet gælder kun for nogle grupper.
- Vi varsler, da det kan være farligt for nogle grupper. For eksempel kan kommunerne sørge for, at de ældre får ekstra besøg og får tilbudt noget at drikke. Forældre kan blive gjort opmærksom på situationen, og kroniske syge kan tage deres forholdsregler, lyder det fra beredskabschef hos DMI Knud-Jacob Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Koldere ved kysterne - men husk solcremen
Hvis man synes, at eftermiddagsheden bliver en tand for krasbørstig, er der hjælp at hente langs vores kyster. Her vil temperaturerne nå op mellem 20 og 23 grader, når det er varmest, og lette briser kan blæse fra havet ind mod land - ellers bliver torsdagen med meget rolige vindforhold.
Man skal dog ikke langt ind i landet før temperaturerne hurtigt stiger til over 25 grader igen.
Selvom dagene bliver kortere, så vær opmærksom på UV-indekset. Med værdier op til fem, så kan man blive solskoldet på cirka 35 minutter, hvis man ikke er beskyttet mod solen midt på dagen.
Læs også
Første varme dag, der kan ende med hedebølge
Med udsigt til høje temperaturer fra i dag - og i adskillige dage frem - er der en reel mulighed for hedebølge. Man taler om hedebølge, hvis gennemsnittet af tre på hinanden følgende dages maksimumtemperaturer overstiger 28 grader.
Selvom der derfor 'officielt' først er hedebølge på tredje dag, så vil det ikke være forkert at sige, at hedebølgen mange steder starter torsdag.
De næste dage kan det endda blive endnu varmere, og i weekenden kan temperaturen runde 30 grader.