Jonas Damsbo
8. aug 2022, kl. 07:49
- Mere end 30 dage gammel
Udsigt til stort set ingen nedbør i over en uge
Dermed er der risiko for et meget højt tørkeindeks i hele landet.
Den kommende uges vejr bliver guf for sommerelskere.
Et højtryk bygges nemlig op over den sydlige del af Skandinavien og forventes fra onsdag at give både solrigt og varmt sommervejr over Danmark med op imod 30 graders varme i den sidste halvdel af ugen.
Hvor de varme perioder tidligere på sommeren hovedsageligt har været kortvarige, kan det solrige og varme vejr i denne omgang vare ved op imod en uges tid.
Men det højtryksprægede sommervejr har sin pris, da der nu følger en længere periode med stort set ingen nedbør. Dermed er der risiko for, at tørkeindekset inden for nærmeste fremtid kan blive meget højt i hele landet.
Faktisk er tørkeindekset allerede nu meget højt i store dele af Danmark.
Ingen nedbør i dagevis
Efter søndagens spredte regnbyger går vi ind i en periode, hvor der næsten ikke vil falde nedbør.
Nedenstående vejrkort viser den forventede mængde regn i perioden mandag 8. august til og med tirsdag 16. august. I denne periode vil der maksimalt falde 1 til 3 millimeter regn.
Det meste af denne regn kommer i forbindelse med nogle regnbyger mandag. Dermed vil mange steder fra tirsdag ikke få én eneste dråbe vand i flere dage.
Faktisk bliver Danmark, sammen med nogle af vores nabolande, formentlig et af de tørreste steder i hele Europa de næste knap ti dage.
Hvor længe det tørre, solrige og varme vejr vil blive ved, er noget usikkert. Noget kunne dog tyde på, at vi skal helt hen i starten eller midten af uge 33, før der igen er regn på femdøgnsskemaet.
Hele Danmark kan snart blive knastørt
Juli endte markant tørrere end normalt, da der faldt omkring 30 procent mindre nedbør, end hvad man kan forvente sig af årets anden sommermåned.
Ligeledes er august kommet relativt tør fra start, hvor det primært har været dage med kraftige tordenbyger, der holder nedbørsmængderne oppe.
Derfor er der allerede et tårnhøjt tørkeindeks i store dele af landet. Især de sydlige og østlige landsdele har allerede et højt tørkeniveau. Et højt tørkeindeks betyder, at planternes jordvandsmagasiner er ved at være tømte.
Tørkeindeks, 7. august
Tørkeindekset søndag morgen. Høj risiko for tørke i en stor del af landet.
På landsplan er tørkeindekset på 8,6, hvilket er i den høje ende af skalaen. Men som man kan se af ovenstående kort, er store dele af Jylland endnu på et moderat niveau. Inden for den næste uges tid vil indekset imidlertid også stige på disse kanter.
Når tørkeindekset er højt, stiger risikoen for blandt andet naturbrande.
På brandfare.dk kan man orientere sig om den aktuelle brandfare, der de næste dage også forventes at nå et højt niveau i det meste af landet.