Travlhed hos dyrlæger: Fed julemad gør dyrene syge
Fortæl gæsterne, at de ikke må fodre hunden under bordet, lyder dyrlægens anbefaling.
Selvom de brune, bedende øjne fortæller os noget andet, skal vi gerne holde julemaden på vores egen tallerken.
For meget fed og saltet mad til sarte hundemaver er nemlig noget, der hvert år er årsag til travlhed hos danske dyrlæger, fortæller dyrlæge og formand for faggruppen familiedyr Christine Fossing.
- Vi får virkelig mange henvendelser i julen. Den fede mad giver hundene dårlige maver, og julemaden kan også i nogle tilfælde irritere bugspytkirtlen. Så får hunden feber og bliver rigtig syg, siger hun til TV 2.
Advar gæsterne
Det er ofte hunde med diarre, henvendelserne drejer sig om, men det sker også, at vores firbenede venner har fået et velmenende stykke kød med en knogle i, som så har sat sig fast, fortæller dyrlægen.
Faktisk anbefaler hun, at man helt undlader at give hunden noget af sin egen mad og i stedet holder sig til, hvad den plejer at få.
- På den måde får hunden den bedste jul, siger hun.
Derfor kan det være godt at fortælle gæsterne, at de skal holde sig fra at liste mad under bordet til hunden, anbefaler Christine Fossing.
Julegodter er giftige
Det gælder især også, når det kommer til de mange søde sager, der også hører højtiden til. For det første, fordi de færreste hunde får børstet tænder, men der kan også være andre og mere alvorlige konsekvenser, lyder det.
- Vindruer og rosiner skal man holde sig langt væk fra at give den, og chokolade er direkte giftigt. Hvis man ser, at hunden har spist chokolade, så skal den til dyrlæge med det samme. Det er rigtig vigtigt, siger Christine Fossing.
Gavebånd i maven
Det er ikke kun ejere af hunde, der skal være opmærksomme i julen. Det gælder også katteejere.
For selvom de ikke er lige så udsatte, når det kommer til for meget mad, så involverer højtiden ofte gavebånd i rigelige mængder.
De farvestrålende bånd kan under en leg nemt ende nede i maven på katten, og derfor anbefales det at være opmærksom på, hvis det er noget den finder interessant.
Til dem, der har svært ved at forlige sig med, at man ikke skal give sine firbenede venner sovs og and i julen, så er der ikke noget i vejen for at koge noget kyllingekød til dem, fortæller dyrlægen.
- Man behøver ikke at give dem ens eget mad, men man kan lave noget ved siden af til dem. Bare man er sikker på, der ikke er ben i, siger hun.