Eksperter: - Traktordemo risikerer at blive supersprederevent

Demonstrationer er ikke underlagt forsamlingsforbuddet.

Over 800 traktorer kørte lørdag i kortege til demonstrationer i Aarhus og København. Landmændene demonstrerede mod regeringens håndtering af minksagen. Endnu flere, der sympatiserer med landmændene, var mødt op for at deltage.

Og forsamlingerne udenfor traktorerne kan risikere at blive kilde til coronasmittekæder. Det mener to eksperter, efter at have set optagelser fra de to byer.

En af dem er Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

- Det er tydeligt, at folk ikke holder en meters afstand, og der er meget få der bærer mundbind. De er ganske vist udenfor. Men de kommer rejsende fra alle dele af landet, og det rummer alle ingredienser til en superspredningsbegivenhed. Der er formentlig også minkavlere imellem, så det er en rigtig uheldig cocktail af manglende forholdsregler, siger han.

VIDEO: Traktor efter traktor sneglede flere hundrede sig ind mod centrum af Aarhus i dag for at vise deres utilfredshed med regeringens håndtering af minksagen og det manglende lovgrundlag.

Smitten kan bæres rundt i landet

Selvom nogle af de grupper, der står tæt sammen kan tænkes at være familier eller andre i forvejen nære kontakter, så mener professoren ikke, at det er forklaring nok på den manglende afstand, han ser i forsamlingen.

Risikoen forværres ifølge Hans Jørn Kolmos ved, at de demonstrerende kommer rejsende fra alle dele af landet til større byer, hvor der er mange mennesker samlet. Så derfor frygter han, at smitten både kan blive båret ind i Aarhus og København, men også taget med ud i landet igen.

quote Jeg så ikke mange masker, hvis jeg overhovedet så nogen.

Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi, Rigshospitalet

Også professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet, Niels Høiby mener, at der er en risiko forbundet ved demonstrationerne. Han håber, at dagens blæst kan have taget brodden af en eventuel smitte. Men også han bemærker tætheden mellem de fremmødte.

- Jeg så ikke mange masker, hvis jeg overhovedet så nogen. Så det er klart en risikosituation, vi er ude i her, når der er så mange samlet. Og der kan meget vel kan være et par stykker, der er smittet, og som smitter, selvom de ikke har nogen symptomer, siger han.

Flere smittede efter tidligere demonstration

Det er ikke første gang, at en demonstration giver eksperter panderynker.

Den 7. juni deltog flere end 15.000 demonstranter i en Black Lives Matter-demonstration, der fandt sted i kølvandet på sagen om den sorte amerikaner George Floyds død, som en betjent er sigtet for at stå bag.

Dem, der deltog i demonstrationen, gik fra Østerbro til Christiansborg og var samlet omtrent tre timer.

Traktor-demonstranterne mødtes på forskellige mødesteder og kørte ind til Aarhus Havn af byens indfaldsveje.
Traktor-demonstranterne mødtes på forskellige mødesteder og kørte ind til Aarhus Havn af byens indfaldsveje. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Dengang var smittetallene væsentlig lavere end nu.

Ti deltagere og to nære kontakter blev efterfølgende konstateret smittet med coronavirus. Det oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, som dog ikke med sikkerhed kunne afgøre om de pågældende var blevet smittet under demonstrationen.

Dengang opfordrede sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) alle deltagere, der havde stået tæt under demonstrationen, til at lade sig teste, uanset om de havde symptomer eller ej.

De mange demonstranter havde fået tilladelse til at parkere deres traktorer på Molslinjens gamle område på Aarhus Havn.
De mange demonstranter havde fået tilladelse til at parkere deres traktorer på Molslinjens gamle område på Aarhus Havn. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Regler gælder ikke ved demonstrationer

Selvom forsamlingsforbuddet for nuværende har et loft på ti personer, så er demonstrationer friholdt de regler. Retten til at demonstrere står skrevet i Grundloven, og er derfor ikke omfattet af restriktionerne.

Hverken Niels Høiby eller Hans Jørn Kolmos mener, at man skal forbyde demonstrationer, selvom der er coronavirus, men deltagerne skal tænke sig rigtig godt om.

- Det er helt okay, at vi demonstrerer, men vi skal gøre det på en coronasikker måde, og det var ikke coronasikkert, det, vi så i dag. Det var en rigtig uheldig adfærd fra et smittemæssigt synspunkt, siger Hans Jørn Kolmos.

De fleste, der er smittet med ny coronavirus, udvikler ifølge Statens Serum Institut symptomer mellem en og 14 dage efter, at de har været udsat for smitte. I gennemsnit går der cirka en uge til symptomerne viser sig.

politibil politi politiet patrulje 112 krim kriminalitet udrykning

Spøgelsesbilist anholdt på motorvej

Lotte Tobiasen sidder i kørestol og har kun fem procent syn, derfor har hun brug for hjælp til transport

play Ændringer i Flextrafik til handicappede: Lotte risikerer at få indskrænket sit sociale liv

kampagne2

playMundbind flyder fortsat i gadebilledet

brændeovn

play Ny lov på plads: Gamle brændeovne skal skiftes eller skrottes ved boligkøb

Mink

playHver fjerde pelsdyrfarm havde konkursretning i 2019

Heunicke

Heunicke får en politisk næse for minksag