Tiltalt for coronasvindel - risikerer flere års fængsel og gigantisk millionbøde

Både Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen indgav bevidst urigtige oplysninger for økonomisk vinding, lyder det i anklageskriftet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Peter Bindner er tiltalt for svig med offentlige midler af særlig grov karakter. Foto: Alex Syrik, TV2 Fyn

Der er rejst tiltale mod eventmanden Peter Bindner og hans tidligere samarbejdspartner og samlever, Eva Lindblad Pedersen, flere år efter politianmeldelsen i november 2021.

De er begge tiltalt for svig med offentlige midler af særlig grov karakter efter straffelovens paragraf 289, som har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Derudover kræver Anklagemyndigheden en skærpet tillægsbøde på 100 millioner kroner til hver af de to tiltalte.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som TV 2 har fået aktindsigt i ved Københavns Politi.

Otte busture til 24 millioner kroner

Sagen drejer sig i første omgang om to ansøgninger om coronastøtte ved Slots- og Kulturstyrelsens såkaldte Aktivitetspulje.

Her kunne nødlidende kulturarrangører søge om støtte i forbindelse med coronanedlukningen.

Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen ansøgte ifølge anklagerne "i forening og efter forudgående aftale" om støtte på vegne af Peter Bindners virksomhed, PB Action Fest og Eventbureau.

De to ansøgninger blev sendt henholdsvis 30. september og 16. november 2020.

I ansøgningerne brugte parret "misvisende budgetter og fakturaer" til uberettiget at opnå udbetaling af tilskud på i alt 12 millioner kroner.

Det gjorde de gennem ansøgninger til otte koncerter - blandt andet en i Aarhus - på en kørende bus med åbent tag, som ifølge budgetterne kostede 24,8 millioner kroner at afholde.

Ifølge Anklagemyndigheden oversteg de reelle leverandørbetalinger ikke 2,8 millioner kroner, og dermed blev staten unddraget 9,2 millioner kroner.

Beløbet afviger en smule fra det beløb, Slots- og Kulturstyrelsen har krævet tilbagebetalt fra Peter Bindner, som lød på 10,7 millioner kroner. Det var det krav, der førte til Peter Bindners personlige konkurs.

Forsøgte igen

Det er forholdet omkring udbetalinger af støtte til de otte buskoncerter, hvor Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen er sigtet i fællesskab.

Det er imidlertid ikke det eneste forhold i anklageskriftet. De er begge sigtet for at have forsøgt at skaffe sig yderligere uberettigede midler ved andre ansøgninger.

Peter Bindner forsøgte således i tre ansøgninger mellem januar og marts 2021 til samme pulje uberettiget at få udbetalt ikke under 13,5 millioner kroner, lyder det i anklageskriftet.

Det gjorde han ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med i alt ni koncerter. De budgetterede ansøgninger oversteg langt de reelt planlagte udgifter til koncerterne, fremgår det.

Den eneste grund til, at staten ikke led et yderligere tab på 13,5 millioner kroner, var således, at Slots- og Kulturstyrelsen fattede mistanke og undlod at udbetale tilskuddet.

Eva Lindblad Pedersen forsøgte ligeledes gennem tre ansøgninger mellem januar og juni 2021 at få udbetalt 13 millioner kroner til sin egen virksomhed, Event Fantastic.

Også her mislykkedes det, fordi Slots- og Kulturstyrelsen fattede mistanke.

Risikerer kæmpestore bøder

Der tages i anklageskriftet forbehold for nedlæggelse af påstand om erstatning fra Slots- og Kulturstyrelsen, men det er ikke det eneste – eller det højeste – krav, Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen risikerer at få stillet imod sig.

Anklagemyndigheden har nemlig samtidig nedlagt påstand om, at de skal idømmes en skærpet tillægsbøde på 100 millioner kroner – hver.

Årsagen til det høje beløb skal findes i paragraf 81 d, stk. 3, som var gældende på daværende tidspunkt.

Her lød det, at tillægsbøder efter paragraf 50, stk. 2, kan forhøjes med op til fire gange, hvis kriminaliteten er begået i forbindelse med coronastøtte. For fængselsstraffen gælder det, at den kan fordobles.

Under efterforskningen af sagen er der blevet foretaget ransagning hos de tiltalte, og i den forbindelse er en række genstande blevet konfiskeret, heriblandt en iPhone, en Macbook og diverse USB-stik og papirer.

Peter Bindner er allerede gået personlig konkurs med sin enkeltmandsvirksomhed PB Action Fest og Eventbureau, som han stiftede i 1984.

Behandlingen af den konkurssag har affødt en række stridspunkter, heriblandt salget af hans sommerhus på en 50.000 kvadratmeter stor grund i Nordsjælland, som blev sat til salg for 80 millioner kroner, men endte med at blive solgt for 30 millioner kroner.

Det var Kammeradvokaten, der var kurator i boet, indtil advokat Cathrine Wollenberg Zittan solgte Peter Bindners lejlighed i indre by i København til en receptionist hos Kammeradvokaten selv.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her