Styrelse: Hold børn hjemme ved tegn på sygdom
Danmark risikerer udbrud af influenza, coronavirus og andre smitsomme sygdom på samme tid, og det bekymrer Sundhedsstyrelsen.
I halvandet år har coronavirus været en markant del af danskernes hverdag. Nu skyller en RS-virusbølge indover landet. Og til vinter truer influenzaen atter.
Læs også
Det skal vi tage alvorligt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. Den klare opfordring er derfor, at man bliver hjemme ved sygdom – og at man holder sine børn hjemme, hvis de viser tegn på sygdom.
- Vi bliver simpelthen nødt til at få lagt en dæmper på de smitsomme sygdomme i den her sæson, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, til TV2 ØST.
Bekymret for flere sygdomme
Efter en vinter med lange, store nedlukninger er der lav immunitet i befolkningen over for influenza og RS-virus, og det er endnu for tidligt at afskrive coronavirus som et afsluttet kapital.
Det har regeringens ekspertgruppe også bemærket i sine anbefalinger til en langsigtet coronastrategi. Her fremhæver den blandt andet risikoen for en vinter med flere epidemier oveni hinanden.
Tegn på smitsom sygdom
- Feber (over 38 grader).
- Kulderystelser.
- Diarré eller opkast.
- Ondt i halsen.
- Udslæt.
- Tiltagende hoste.
- Almene symptomer som træthed, ømhed i kroppen og kvalme.
- Løbenæse i sammenhæng med andre symptomer (hvis man kun har løbenæse og ellers føler sig frisk, er der ikke grund til at blive hjemme. Det samme gælder, hvis man har løbenæse/hoste, der skyldes kendt allergi eller astma).
Hos helt små børn kan symptomer og sygdom komme til udtryk på anden vis end hos voksne og større børn. Det er vigtigt at se på, hvordan barnet samlet har det. Er det eksempelvis mat, pylret, uroligt, grædende? Kontakt altid en læge, hvis du er bekymret.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Samme bekymring har Sundhedsstyrelsen.
- Nu har vi en RS-virusbølge, som lægger en stor belastning på vores børneafdelinger. Når vi kommer længere hen, så er vi bekymrede for, at vi kan få både influenza, corona og andre smitsomme sygdomme, siger Helene Probst.
Tidligt udbrud af RS-virus
Den smitsomme RS-virus er den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende luftvejsinfektion hos små børn i Danmark og forekommer normalt hvert år ved vintertid.
Men i år er den kommet usædvanligt tidligt og har krævet så mange indlæggelser, at flere hospitaler melder om fyldte afdelinger og aflyste operationer.
I en vuggestue på Møn er det også kommet bag på personalet, at de allerede skal forholde sig til sygdommen.
- Da jeg blev ringet op om morgenen af en mor, der sagde: ”Min datter har fået RS-virus”, så tænkte jeg: Hold da op, det er jo ikke endnu. Det hører slet ikke årstiden til, siger pædagogisk leder i vuggestuen Solstrålen i Stege Ida Danica Nielsen til TV2 ØST.
Læs også
Sundhedsstyrelsen har for nylig lanceret kampagnen ’Ren Rutine’ for at få danskerne til at holde fast i de gode hygiejnerutiner, som coronakrisen i vid udstrækning har bidraget til.
Udfordrer forældre
En ny undersøgelse fra styrelsen viser også, at vi er blevet bedre til at holde god hygiejne, men alligevel er det kun 22 procent af forældrene, der oftere vælger at holde deres barn hjemme fra institutionen ved sygdomssymptomer.
Fem råd til god hygiejne i hverdagen
1) Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom.
2) Vask hænder tit eller brug håndsprit.
3) Gør rent, særligt overflader, som mange rører ved.
4) Luft ud og skab gennemtræk.
5) Host og nys i ærmet.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
I vuggestuen Solstrålen tager forældrene positivt imod Sundhedsstyrelsens opfordring til at holde børn hjemme ved sygdom og sygdomstegn. Men der er også udfordringer.
- Jeg synes, det er et godt råd, så det ikke spreder sig så hurtigt, men det kræver jo nogle ressourcer, for hvis man selv skal blive hjemme fra arbejdspladsen, så får man hurtigt brugt sine feriedage, siger Stine Astrup Jørgensen fra Lendemarke på Møn til TV2 ØST.
Læs også
Lignende bekymring lyder fra Sandie Jensen fra Stege.
- Det bliver jo svært, men vi må jo prøve at gøre det, men vi har jo stadig et arbejde, vi skal passe, siger hun til TV2 ØST.