Stuehus stod i flammer
Politi og brændvæsen måtte rykke ud, da et stuehus natten til søndag stod i flammer nær Horsens.
Sydøstjyllands Brandvæsen har været i aktion ved en brand i Gedved ved Horsens.
Politiet modtog klokken 00.36 natten til søndag en anmeldelse om en brand i en landejendom.
Ejendommen ligger på Tolstrupvej i Gedved. Ifølge Sydøstjyllands Politi var der brand i et fritliggende stuehus. Branden er opstået i husets vestlige hjørne, hvorfra den har udviklet sig.
Læs også
Politiet oplyser, at bygningen har været under renovering, og at det er materiale fra netop renoveringen, som har været med til at starte branden på landejendommen i Gedved.
- Det er et hus under renovering, og man antager, at det er i byggeaffald, som står op af nogle elværktøjer, hvor branden opstår, siger Henrik Dam, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
Der er ikke nogen meldinger om personskade.