Sommervejr på vej – rammer os i næste uge
Hvis du hungrer efter strand- og grillvejr, kan du glæde dig til torsdag.
Juli og skolernes sommerferie er ikke indledt med det sommervejr, man kunne håbe på. Faktisk har det været gråt, vådt og usædvanligt koldt for årstiden.
Men det lysner i horisonten, når vi kigger på femdøgnsprognosen. Det fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.
Læs også
- Det bliver ikke en decideret hedebølge, men vi får sommervejr, som de fleste kan lide det med 20 til 23 grader, siger han. Kigger han længere frem i prognoserne, peger det faktisk på, at vejret bliver endnu mere sommerligt med temperaturer på over 25 grader, men dette endnu behæftet med en del usikkerhed.
Trist lørdag
Lørdagen i dag byder på blæst, regn og kulde, men så begynder vejret også vende.
- Søndag får vi 18 grader. Mandag får vi 19, så får vi 20, 21 og så 23 grader. Vi kan stort set lægge en grad til for hver dag, der går, fortæller Thomas Mørk.
Læs også
Søndag, mandag og onsdag er der lidt byger i prognosen, men til gengæld er der ikke meget vind.
Svag vind
Det kommer kun til at blæse fem-seks meter i sekundet de første par dage, og onsdag og torsdag falder det til bare tre meter i sekundet.
Tre meter i sekundet svarer til 10,8 kilometer timen, og det er såkaldt svag vind, der bare giver små ubrudte krusninger på vandoverfladen.
Læs også
- Det bliver lidt ustabilt først i perioden, men fra midten af ugen ser det stort set tørt ud. Jeg tror ikke, der er mange byger på programmet, og det vil være noget, der minder om sommer, når vi når frem til torsdag, siger Thomas Mørk og fortsætter:
- Alt tyder på, at temperaturen langsomt sniger sig op på det normale for årstiden, og meget tyder på, at det endda kommer op over det normale for årstiden.