Sommersolen sendte august ind på en femteplads
I en periode med højt lufttryk skinnede solen i mere end 10 timer om dagen, og lufttrykket forklarer også fordelingen af nedbør.
August 2020 er den august med femteflest solskinstimer nogensinde målt i Danmark.
Med 248,4 timers solskin placerer august 2020 sig mellem august 1975 og 2003. Det er en femteplads på en liste, som går fra blot 113 timer i 1980 på en sidsteplads til hele 291 timer i 1947 på en førsteplads. Listen dækker perioden 1920 til 2019.
Solen skinnede altså i snit otte timer om dagen i dette års august, men reelt har fordelingen været noget skæv, da en stor del af solskinstimerne blev registeret i forbindelse med varme- og hedebølgen i den første halvdel af måneden, mens vi havde dage med under en times sol i den sidste halvdel af måneden.
Mest sol fik man torsdag 13. august med 13,6 solskinstimer, og 11 dage i træk fra 7. til 17. august fik man flere end 10 timers sol hver dag.
Dermed blev der kompenseret så rigeligt for den relativt solfattige juli måned med blot 181 timer, og vi skal 17 år tilbage for at finde en august med mere sol.
Læs også
Normalt skinner solen i 186 timer i en gennemsnitlig august baseret på klimanormalen for perioden 1961 til 1990, så vi har i snit fået to timers ekstra sol om dagen i den netop forgangne måned.
Når luft synker nedad, virker det skyopløsende
Forklaringen på det ret høje antal solskinstimer skal vi finde i lufttrykket omkring Danmark.
I perioden for flest solskinstimer var lufttrykket relativt højt, og det passer som fod i hose med den meteorologiske teori. I højtryksvejr vil luften nemlig ofte blive så tør, at skyer har svært ved at eksistere, og derved får solen rig mulighed for at skinne i en sådan periode.
Rent praktisk sker der det, at luften synker ned mod jorden fra stor højde i et højtryk, og den nedsynkning varmer luften op, og så falder luftfugtigheden.
Læs også
Regn og temperatur passer ind i mønstret med solskinstimer
Regnen faldt i den sidste halvdel af måneden, hvor lufttrykket var lavt, og helt forventeligt er det også perioden med færrest solskinstimer. Sammenlagt blev det til 68,8 millimeter regn, hvilket er to millimeter over normalen.
Den sidste del af måneden faldt temperaturen også, men den endte alligevel for hele måneden på et gennemsnit på 18,2 grader, som er 2,5 grader over klimanormalen.
Læs også
August 2020 blev altså en både varmere og mere solrig måned end normalt med et lille overskud af nedbør.
Hvordan september så ender, kan man kun gisne om, men da dagslængden aftager hurtigt og lavtryk bliver hyppigere, bliver det ikke til nær så mange solskinstimer som i august.